Af Anna Sofie Pandrup Andersen
Det er, som det plejer at være: En skabelonskåret amerikansk rom-com, hvor underdoggen forelsker sig i overachieveren, der er unødvendige cameos, et afgørende og klichéfuldt moment of truth og cringy jokes. Undskyld mit engelske; det bliver bare ikke mere amerikansk.
Charlize Theron og Seth Rogen er et umage par i filmen Long Shot. Den kiksede hipster-journalist er forelsket i den ambitiøse udenrigsminister. Modsætninger mødes, og det skaber gnister – i dette tilfælde nærmere fyrværkeri.
Fred Flarsky (Rogen) siger sit job op, fordi den avis, han skriver for, er blevet opkøbt af en mediemogul, men allermest fordi han er stædig og rebelsk. Til en fest med sin bedste ven Lance støder Fred ind i sin tidligere babysitter og USA’s udenrigsminister, og inden længe bliver Fred ansat som Charlottes (Theron) private taleskriver. Fred falder pladask.
Det kommer ikke til at gå smertefrit, når en buttet og behåret bums forelsker sig i en seriøs og sexetsuperkvinde. Men sødt er det, og deres optrappende forelskelse er ikke helt utroværdig som så. Theron spiller en klichefyldt rolle som uperfekt perfekt kvinde, der ikke er bleg for at indrømme, at hun engang har skidt i sin Dolce & Gabbana-taske. Det gør romancen lidt nemmere at fordøje.
Der er tidspunkter, der får øjnene til at himle, men smilet er stadig på læberne. Det er fløde med fløde på, når Fred skriver romantiske beskeder på en serviet, som han får sneget hen til hende gennem en tjener.
Heldigvis bryder filmen til tider ud af sin formulariske skal, hvilket især skyldes, at den har nogle enormt morsomme og mindeværdige øjeblikke. Scener der får en til at grine højt, og ikke kun puste luft ud af næsen. Nævneværdig er en morsom Bob Odenkirk som præsident og tv-stjerne, der egentlig hellere bare vil være filmstjerne. Flere af vittighederne rammer plet, og gør grin med det faktum, at vi lever i en verden, hvor politisk uvidenhed gør sig gældende.
Det topper, da Fred med sin ven Lance bliver konfronteret med sin egen snæversynethed. Et ellers kikset vendepunkt, men en genial scene, hvor Lance fortæller Fred, at han selv er republikaner og kristen, hvilket gør, at Fred decideret væmmes. Deres kemi føles naturlig, og replikkerne improviseret.
Selvom den overordnede fortælling er efter bogen og banal, så er det i det små, at filmen overbeviser. De tåkrummende flødescenarier får en til at krybe sig sammen i biografsædet, men det er lutter lagkage.
Den kommer med et vagt budskab om, at udseende og image ikke er alt. Selvom vi godt ved det alle sammen, så er det rart nok at høre igen, når det kommer svøbt ind i en række velskrevne vittigheder.
Kommentarer