Heist-film er en genre for sig. Dens velkendte og relativt begrænsede rammer giver nogle helt særlige muligheder for at skabe spænding gennem komplicerede kup og actionfyldte ”på et hængende hår”-øjeblikke. Holdet samles, planen lægges og kuppet udføres, alt imens uret tikker, og publikum holder vejret.
Instruktør Steven Soderbergh har før lavet heist-film (Ocean’s-trilogien (2001, 2004, 2007) og havde således på ny genrens muligheder til sin disposition, da han besluttede at vende tilbage fra sit otium og instruere heist-komedien Logan Lucky. Desværre har han ikke formået at udnytte mulighederne til fulde. Filmen kommer aldrig rigtig ud over kanten, hverken hvad angår plot, action eller humor.
Logan Lucky handler om de to brødre Jimmy (Channing Tatum) og Clyde Logan (Adam Driver), der sammen med deres søster, Mellie (Riley Keough), beslutter sig for at røve sæsonens store NASCAR-løb. Til det har de bl.a. brug for hjælp fra sprængstofseksperten, Joe Bang (Daniel Craig), som dog først må hjælpes ud af fængslet. Som i de fleste heist-film ser vi, hvordan hovedpersonen Jimmy — som en anden Danny Ocean — samler sit hold af skæve karakterer og udfører et nøje planlagt kup, der både involverer sportsvogne, sprængstof og mere eller mindre subtile tvists og udfordringer.
Miljøet i filmen er, modsat Ocean’s-trilogien, alt andet end glamourøst. Den foregår i West Virginia, hvor Jimmy netop har mistet sit job på en byggeplads. Hans ekskone (Katie Holmes) har fundet en ny mand, og Jimmy må balancere økonomi og familieforhold, herunder forholdet til sin datter, som deltager i en lokal skønhedskonkurrence.
Filmen er først og fremmest en komedie, og man skal bestemt ikke tage karaktererne og deres interaktion for alvorligt. Til gengæld kan man godt tage den opgave, det er at skrive velfungerende og morsomme jokes alvorligt. Det er en fin balancegang at kombinere skarpsindige iagttagelser med sort humor og plat fjolleri, så det passer til handlingsforløbet i en actionfilm som Logan Lucky. Denne opgave er imidlertid ikke løst tilfredsstillende.
Filmens jokes er sjældent morsomme. Visse bipersoner og deres overdrevne sydstatsdialekter samt en enkelt brovten englænder (spillet af amerikanske Seth MacFarlane) er et mindre irritationsmoment i filmen. Ikke mindst fordi dialekterne mest af alt bruges til — på overforklarende vis — at understrege, hvor dumme og uvidende karaktererne er. Fx Daniel Craigs to retarderede brødre, som hjælper til med kuppet, men egentlig kun er med som komiske elementer baseret på en kedelig ”se, hvor dumme de er”-logik.
Der er ingen tvivl om, at Logan Lucky har et stærkt cast. Både Tatum, Craig og Driver er dygtige og morsomme skuespillere på hver deres måde, men det er ikke i Logan Lucky, at de får lov at vise det tydeligst. Der er dog én morsom og huskværdig scene i filmen, hvor Adam Driver får suget sin håndprotese af i en ventilationsslange, mens han på sin karakteristiske, intense og weirdo-agtige måde råber, ”you sucked my arm off!”.
Man kan måske se bort fra, at filmens humor — foruden ovennævnte eksempel — ikke slår til. Men det er kun, hvis plottet er særligt spændende. Det er det, skuffende nok, heller ikke i Logan Lucky. Filmen ender på den måde med at sætte sig mellem to stole, hvor hverken heist-genrens spændingsmuligheder eller de gode skuespilleres humoristiske kvaliteter er udnyttet godt nok.
Kommentarer