Af Christine Roederer
Disney er lige så småt i gang med at genindspille alle deres klassiske animationsfilm med skuespillere eller i ekstremt realistiske computer-genererede billeder. Man kan tænke, om det er fordi, de gerne vil have os millenials til at betale for en biografbillet for at se noget, vi allerede kender, bare i nyt format.
Og i princippet er det da også okay – alle historier, der nogensinde har været fortalt, er jo bare en genfortælling af noget, der kom før. Så kommer der små variationer, der gør historien spændende igen. Eller også gør der ikke. Løvernes Konge (1994) er jo en genfortælling af Hamlet af Shakespeare, som er en genfortælling af en anden historie, som stammer fra et eller andet antikt sted. Så originalitet behøver man, i princippet, ikke at have.
Når det gælder Løvernes Konge (2019), er det ikke den store ændring, der forekommer. Det er som om, Disney ikke helt vidste, hvor meget de turde ændre i forhold til den originale fortælling.
På Serengiti-slætten i Afrika bor en gruppe løver ved Pride Rock. Alfahannen, Mufasa, har lige fået en søn, Simba, der skal blive den kommende konge. Mufasas bror, Scar, er ikke så glad for den lille løveunge. Og det går da også helt galt, når mytteri kommer på banen.
Det var i 1994 James Earl Jones, der gav stemme til Mufasa. Manden er sågår også tilbage som den prægtige løve i denne version, men alle andre stemmer er blevet opdateret. Beyoncé herself står for at få hunløven Nala til live, og Donald Glover overtager rollen som Simba. Chiwetel Ejiofor overtager således rollen som Scar, og britiske John Oliver inkarnerer fuglen Zazu.
Og det er måske her, at jeg bliver nødt til at sukke. Jeg elsker den oprindelige animationsfilm – jeg elsker den så meget, at da jeg lærte at snakke engelsk, snakkede jeg med britisk accent, fordi jeg ville lyde som Jeremy Irons’ brillante portrættering af løven Scar. Jeg elsker, at det var Rowan Atkinson – altså, Mr. Bean – der var Zazu. Og så har jeg også set den oprindelige film så mange gange, at jeg kan remse replikkerne op, som de udspiller sig på skærmen. Så der var lidt pres på fra Disneys side, da de sagde, at de ville lave Løvernes Konge om.
Og selvom jeg sad og græd til de samme sekvencer, jeg græder til i filmen fra 1994, var det næppe en stor oplevelse at se denne nye version. Ja, Disney fremviser deres ekstremt gode CGI – blandt andet i en sekvens der har med noget løvehår at gøre – men det bliver også lidt for realistisk. I en af kampscenerne kunne jeg, for eksempel, ikke se forskel på hunløverne. Og det er jo lidt et problem.
Til at slutte af med, så synes jeg også, at de få ændringer, de har lavet fra det oprindelige manuskript, ikke løfter den nye film. Når Mufasas spøgelse fortæller Simba, at han skal gentage sin plads i livets cirkel, så er det ikke nær så hjerteskærende, som det var i filmen fra 1994.
Vil du se en film, der nærmest kunne sende National Geographics dokumentarhold på pension, så kan du se Løvernes Konge i biografen i år. Men elsker du den oprindelige, så… Ja. Det er sgu svært at leve op til den originale, og det gør denne film ikke. Desværre.
Kommentarer