Af Sofie Kasten
Når du pludselig indser, at du er kommet alt for langt ud. At det har været sådan alt for længe, og at der pludselig er meget, meget lang vej endnu, før du når ud på den anden side.
Ja, så står du nogenlunde i samme situation som den 29-årige Luan (Besir Zeciri)i Nagieb Khajas nye spillefilm Løvehjerte. Med tiltagende voldsomme angstanfald er Luan tvunget til at genoverveje det liv, han lever. Det liv i bandemiljøet, som han så længe har holdt sig oppe ved, er nemlig begyndt at krakelere omkring ham. Gennem sprækkerne er det dog, som om han istedet kan ane drømmen om en mere “ærlig” tilværelse.
Nagieb Khaja er journalist og krigskorrespondent og har tidligere instrueret en række dokumentarfilm, bl.a. Mit Afghanistan (2012) og Dømt for terror (2010). Løvehjerte er dog debuten som spillefilmsinstruktør, og helt vildt vellykket. Personerne rammer dig lige der, hvor de skal, og har dig hele vejen. På den måde kan du bare lade dig kaste ud i universet og stole på, at det er din tillid værd.
Filmen tager udgangspunkt i samtaler, han har haft med folk fra det danske bandemiljø, og sætter fokus på, hvor svært det kan være for unge mænd at slippe ud af onde spiraler i deres miljø. Samtidig med at understrege, hvordan det kun bliver værre, jo længere man tøver med det, som han selv beskriver det i en pressemeddelelse.
For det er ganske rigtigt en vanskelig kamp, Luan går i møde, idet han må bryde op med de strukturer og det spil, han efterhånden er så integreret i, og som det pludselig er svært at definere sig selv uafhængigt af.
“En gang ninja, altid ninja”, som Issa siger, Luans barndoms- og bedste ven (spillet af Mohamed Djeziri). Og det er netop dette, Luan skal bruge de næste 96 minutter på at forstå. For hvad betyder det egentlig?
Det er i hvert fald svært at slippe ud af kriminalitetens fangarme. Det er som om, den ærlige vej ud er umulig. Det bliver endda yderligere kompliceret, da en sending stoffer forsvinder, og han får både gæld og bandeleder på nakken.
Det kræver pludselig, at han må balancere det hele på én gang. Samtidig med at være på flugt fra den gamle verden, skal han bygge sig en ny. Finde et arbejde, kæmpe for at høre til og bevise sit værd. Kæmpe for at genvinde tilliden hos den familie, han har svigtet. For tilgivelse og for at tilgive sig selv. Med det opstår undervejs spørgsmålene om, hvem man virkelig kan stole på, hvor man virkelig hører til, og hvad der virkelig tæller.
På den måde undersøges også den egentlige mening bag Issas udtryk “en gang ninja, altid ninja”. Hvad hvis det i virkeligheden aldrig havde noget med den “beskidte” straffeattest at gøre? Hvad hvis det i virkeligheden handler om et helt andet broderskab – et, der ikke lader sig vende op og ned alt efter, i hvor høj grad en eventuel bandeleder har nytte af dig?
Dette udfoldes i et gennemført manuskript, hvor mange ting siges indirekte f.eks. i forklædning af deres indbyrdes humoristiske kommentarer til hinanden. Eller i det, der overhovedet ikke siges. Som ikke behøver siges, det der er meget vigtigere.
For hvem er det, der løber resten af vejen for dig, når du bryder sammen, og dine ben ikke virker? Hvem stoler nok på dig til at gøre det? Hvem stoler du nok på til at lade dem? Findes dette overhovedet? Og i så fald, er det ikke lige netop det, vi må forstå som ægte ‘ninjaskab’? På trods af alle forhindringerne og umuligheden lyser filmen af et håb om en bedre vej og troen på hinanden og alt det, der virkelig er vigtigt her i livet.

