Af Christine Roederer
I Frankrig er Romain Gary lidt af en legende.
Han er en legende, fordi han nærmest har gjort alt: han har vundet medaljer for sine missioner under anden verdenskrig, han har været diplomat, forfatter og filminstruktør. Men for det meste husker man ham på grund af én ting: han har vundet Goncourt-prisen to gange. Goncourt-prisen kan ellers kun uddeles til en forfatter en enkelt gang i en forfatters liv. Romain fik den to gange, fordi han i sine senere år udgav sine bøger under navnet Émile Ajar og fik sin nevø til at lade som om, det var ham. Hans liv udspillede sig nærmest som en fiktionsroman.
I Løfte ved daggry, som er en filmatisering af hans biografiske værk “La Promesse de l’Aube”, bliver hans minde vækket til live igen.
Nina Kacew (Charlotte Gainsbourg) er russisk indvandrer i Polen, og da hun råber i opgangen til sit hjem, at hendes søn Romain (Pawel Puchalski) vil blive diplomat, soldat og kendt som franskmand, griner alle de andre beboere i bygningen ad hende – og ad Romain. En kold vinterdag får Nina nok, og flytter familien til Côte d’Azur, til Nice, til det klare blå vand i Middelhavet.
Her lærer Romain at skrive, for Nina vil have, at han skal være berømt – han skal være ligesom Victor Hugo. Han skal være en helt, en general, en ambassadør for Frankrig, en Nobelprismodtager! Alt dette fortæller Nina ham, lærer ham, skubber ham til at blive, for han skal sætte et stort mærke på historien – inden han dør!
Og denne mor, denne altomfattende mor, som aldrig synes at give slip på sin søn, holder aldrig op med at dukke op i hans liv, selv når han ikke vil have kontakt med hende. Da Romain bliver teenager (spillet af Némo Schiffman), prøver han at finde en husbond til hende og må erkende, at der ikke er nogen anden mand i hendes liv end ham. Også når han endelig bliver en voksen mand (spillet af en altid eminent Pierre Niney).
Filmen spørger altid: hvor hører jeg til? Hvem er jeg? Hvordan bliver jeg til min egen person uafhængigt af min familie?
Båret af Max Richters musik bliver Løfte ved daggry et hjerteskærende minde om, hvad jeg selv kendte til i Frankrig; af hvad jeg efterlod, da jeg flyttede til Danmark, af hvem jeg er. Ligesom Romain har jeg flere identiter, der slås inde i mig. Hvis man ikke hører til det ene eller det andet sted, hvor hører man så til? Romains livsfiktion vil skabe en virvelvind af følelser inde i hjertet af dem som ikke passer ind nogle steder.
For Romain kan ikke finde sin plads i verden. Selv når han udgiver en bog, selv når han får tildelt titlen Commandeur de la Légion d’honneur, selv når han bliver sin egen levende legende.
Pierre Niney og Charlotte Gainsbourg fortæller her en historie, som er så smuk, så fuldstændig storslået, at jeg ikke kan finde ordene til at udtrykke, hvor meget den bevægede mig. For mig har den vækket noget af det franske blod, der bløder ud af hjertet på mig i skrivende stund. Det er en kærlighedserklæring, jeg er nødt til at fuldende, og som får mig til at kigge på de store skygger i den franske historie, jeg bevæger mig under og tænke: ”Gad vide, om jeg også en dag vil stå deroppe?”
Kommentarer