[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen
[/vc_column_text][vc_column_text]I tirsdags åbnede Cinemateket dørene for deres Lisandro Alonso-program med en visning af både hans anden film, Los muertos (2004), og hans nyeste, Jauja (2014). Hertil deltog hovedpersonen selv sammen med skuespillerne Viilbjørk Malling Agger og Viggo Mortensen fra den mystiske og fantastiske Jauja til en timelang Q&A efter filmen. Mortensen stjal uundgåeligt showet, men stemningen blev lagt af Lisandro Alonso, der behageligt bad alle tale det sprog, de selv ønskede. Der blev talt en smule dansk og spansk, men hovedsageligt engelsk. Viggo Mortensen nåede rundt om alle tre sprog, men heldigvis talte Lisandro Alonso engelsk både til showet og dagen efter, hvor Ordet interviewede ham:
Hvor meget af din personlighed bringer du med i dine film?
”Jeg tror det er umuligt ikke at efterlade sit fingeraftryk, men jeg prøver at efterlade så lidt som muligt. Egentlig vil jeg være transparent og lade manipulation af billeder og information blive på et minimum.
Derfor lader jeg også mine karakterer bevæge sig uden megen instruktion. De fleste af de mennesker, der er med i mine film, kan desuden hverken læse eller skrive, så jeg giver dem intet manuskript. Jeg fortæller dem bare, at de ikke må kigge ind i kameraet, og at de skal undgå at smile. De skal ikke spille skuespil og heller ikke være skuespillere.”
Ændrede det sig i Liverpool (2008)?
“Der var mere interaktion mellem karaktererne i Liverpool. Men der har igennem hele min karriere været en udvikling fra mindre til mere, hvor Jauja er højdepunktet.
Det ændrede sig meget mellem Jauja og Liverpool, da jeg følte, at jeg gentog mine tidligere projekter. Liverpool lavede vi i 2008, og mine andre film er fra 2006 (Fantasma red.), 2004 (Los muertos red.) og 2001 (La libertad red.), så jeg følte også, at jeg havde produceret mange film inden for kort tid. Udover instruktør og forfatter er jeg også den primære producent, så det var meget arbejde for mig.
Mellem 2008 og 2014 tog jeg en pause, hvor jeg arbejdede på min families gård. Jeg mødte min kone i denne periode, og jeg har nu to børn. Jeg gik dog med tanken om at lave en film, så længe det var med nogen, jeg ønskede at arbejde sammen med – og det var Timo Salminen (fotograf red.), Viggo Mortensen og Fabian Casas, som jeg har skrevet filmen sammen med. Med dem fulgte også en masse nye ideer, som jeg kunne arbejde med.
Filmen blev også mere kompleks, fordi jeg ville prøve noget nyt: Jeg ville udforske brugen af forskellig tid i film; fremtid, fortid og nutid, brugen af flere sprog og endda at have skuespillere i en film. Det var på den måde også et sats, men jeg ville gerne kunne beherske alle disse nye elementer, og jeg er glad for resultatet.”
Var der et skift i produktionssiden?
“Egentlig ikke. Jeg troede, det ville være anderledes, men vi lavede filmen i ægte garage-stil. Vi var ikke specielt mange. Det var heller ikke lettere end tidligere. Jeg ringede rundt og ordnede papirer, som jeg har gjort før. Men jeg kan godt lide denne del af produktionen, det holder mig fra at være kreativ. Jeg vil ikke sidde med en smøg i hånden og lade dybe tanker komme til mig. Jeg venter, til vi har kameraet foran os. Kun få minutter før den egentlige optagelse, finder jeg ud af, hvordan jeg vil optage. Men det skal siges, at jeg kender området, vi filmer i, godt, før vi begynder.”
Hvordan finder du disse steder, som variere meget fra film til film (skov, jungle, by, snelandskab og ørken)?
“Jeg finder dem gennem alt muligt. Måske er det noget jeg ser på tv, i et blad, måske i en bog osv. Så snart jeg finder et interessant sted, rejser jeg derhen alene med mit telt og bliver der et par uger. Jeg skriver altid lidt før, jeg tager afsted, og færdiggør så manuskriptet, når jeg er der. Samtidig udforsker jeg området og møder de lokale.”
Den skriftlige del fylder nødvendigvis ikke meget for Alonso, som fortalte at hans manuskript til fx Los muertos kun fyldte fire til fem sider. Men med hovedpersoner der ikke kan læse, betyder det nok ikke meget:
Hvordan var det så pludselig at arbejde med skuespillere og endda udenlandske?
“Som sagt har jeg aldrig arbejdet med skuespillere før, men det ændrede ikke meget på min instruktion. Jeg stoler på mine skuespillere, så snart jeg har valgt dem, og lader dem så spille, som de synes. Det var alt sammen meget stille og roligt, og selvom jeg indser, at Ghita Nørby og Viggo Mortensen er store skuespillere, var jeg tilpas uden noget behov for at virke smart.
Viggo er som en ren argentiner, så vi klingede godt. Dog med stress fra arbejdet forværredes mit engelsk, så jeg talte kun spansk. Derfor måtte andre være tolk, når Villbjørk (som har sin spillefilmsdebut i Jauja red.) skulle instrueres.
Heldigvis var Villbjørk perfekt til rollen. Hun havde en drømmende væremåde, som passede præcis til filmen. Vi castede hende over internettet, og selvom vi havde udvalgt flere til audition, følte jeg allerede hun var den rette bare over Skype.”
Du har sagt, at nogle af filmens elementer er historisk baseret. Er Kaptajn Dinesen også det?
“Jeg baserede Kaptajn Dinesen på Karen Blixen, først og fremmest fordi jeg ikke kender meget til dansk historie, men også fordi der er en vis parallel mellem dem. Jeg syntes, det var perfekt, da Kaptajn Dinesen i filmen er taget til et fremmed land, ligesom Blixen gjorde det. Det var også en god måde at skabe en relation til det danske publikum. Viggo foreslog dog at ændre navnet til Dinesen i stedet, men originalt hed han Blixen i filmen.”
Alonso talte også om andre inspirationskilder, og han var ikke sky for at nævne mange af de store filmskaberes navne: Godard, Kurosawa, Herzog og med særlig fokus på Kaurismäki, som også blev nævnt flere gange under gårsdagens show. Han nævnte Lumière-brødrene som sine yndlings, da de ikke vidste, hvordan film bør laves, og Alonso ønsker at have det på samme måde. Han lagde dog afstand til Jodorowskys El topo (1970), hvilken Jauja minder om. Han fortalte, at Jodorowsky er mere kendt for sin brug af spådomskunst, og det bryder Alonso sig ikke om.
Ser du mange film?
“Engang gjorde jeg, da jeg studerede film i 1993. Cinemateket i Buenos Aires var stedet, hvor jeg opdagede mange af de instruktører, jeg godt kan lide. Men det var først efter, at jeg begyndte at studere. Da jeg afsluttede gymnasiet, vidste jeg ikke, hvad jeg ville, så jeg startede på en nyåbnet filmskole i Buenos Aires. Før jeg startede, blev jeg bedt om at nævne fem film, som jeg kunne lide, men jeg kunne kun to: Unforgiven (1992) og en anden. Heldigvis opdagede jeg noget i film, som jeg virkelig godt kan lide.
Jeg lavede dog kun én kortfilm under studiet – jeg brokkede mig for det meste bare. Jeg arbejdede som lydassistent, men når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at jeg gjorde det. For jeg nød at se, hvordan de andre arbejdede. Jeg arbejdede kun et kort stykke tid ad gangen og havde derfor meget tid til at se de andre knokle. Gennem det lærte jeg en masse, hvilket jeg først har indset i dag. Hvis jeg havde været instruktør, var det ikke muligt.”
Senere laver Alonso dog endnu en kortfilm, Sin título (2011), sammen med den catalonske filmkunstner Albert Serra, hvor han udforsker nogle af de ting, der også optræder i Jauja. Selvom han i øjeblikket bare nyder glæden ved Jauja, gør Alonso opmærksom på, at han har planer for fremtiden: Det skal foregå i amazonen, men før der sker noget konkret, skal han nok rejse derhen først – med sit telt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer