LION: Sporløst forsvundet i Indiens menneskevrimmel

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anna Wied Kofoed[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]

Man holder vejret. Den kun femårige Saroo (Sunny Pawar) løber for sit liv gennem en undergrundsstation i Calcutta, Indien. Hans ansigt er fortrukket i anstrengelse, og hans forfølgers skridt genlyder i de tomme gange. Ingen rækker en hjælpende hånd ud mod den jagede dreng.

Den unge Saroo, der plejede at se beundrende på sin storebror Guddu (Abhishek Bharate), er hovedpersonen i det Oscarnominerede drama Lion. Filmen er baseret på den virkelige beretning om drengen Saroo, der ender 1.500 km fra sit hjem og må så grueligt meget igennem, før han finder et nyt.

Castet er glimrende, og både Nicole Kidman og Dev Patel er da også blevet belønnede med Oscarnomineringer for deres præstationer. Men det er nu otteårige Sunny Pawar som den unge Saroo, der løber med opmærksomheden. Hans udtryksfulde, mørke blik og tårevædede ansigt står stadig helt klart i min erindring. Han er ægte og vedkommende i sin portrættering af en dreng, der mister alt på et øjeblik. En dreng, der på trods af livets ubarmhjertighed, og i kraft af sin unge alder, formår at holde hovedet højt. Sunny Pawar forvandles til den unge, charmerende Saroo, der både kan græde og le, så det kan mærkes helt ind i knoglerne. Det er et gribende bekendtskab.

Fra instruktørens side er der dog også blevet truffet et par ærgerlige valg, og her udgør det dramaturgiske forløb langt hen ad vejen det største problem. Filmen er kronologisk fortalt. Vi følger således Saroo fra en skæbnesvanger nat i et tog til hans adoption og senere jagten på hans indiske familie. Det er pisse ærgerligt, at instruktør Garth Davis følger det tidslige forløb så slavisk. Saroos fortid og nutid bliver aldrig en integreret fortælling om én mands liv, idet vores møde med den voksne Saroo (Dev Patel) lader vente så længe på sig. Den følelsesmæssige relation mellem den unge og den voksne Saroo er derfor lejlighedsvis svær helt at forstå til stor ulempe for filmen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Lion[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Garth Davis

[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA, Australien & UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Konflikten, der udspiller sig i Saroos voksenliv, er langt mere afdæmpet end den, der udfolder sig i hans barndom. Tempoet skifter altså drastisk karakter mere end halvvejs inde i filmen, og det skaber visse irritationsmomenter. Saroos indre frustrationer vokser stødt, mens den egentlige eftersøgning lader vente på sig. Filmen svælger lidt for længe i hans selvmedlidenhed, og den endelige jagt sættes først for alvor ind til aller sidst.

Billedsiden er derimod en af filmens helt store forcer. Indiens skønhed og brutalitet forenes med bravur i de smukke indstillinger. Fra stor fattigdom i Indiens slum til de vidtstrakte, gyldne landskaber, der omgiver Saroos barndomshjem. Den unge Saroo i en sværm af sommerfugle udgør et af filmens visuelt mest betagende øjeblikke.

Filmen har sine fodfejl, men selvom der ryger et par stjerner i forbifarten, er det en fortælling med noget på hjertet. Vinder den en Oscar for bedste film? Sandsynligvis ikke. Men det er tankevækkende underholdning, der sætter vores privilegerede tilværelse lidt i perspektiv.

Et liv i fattigdom er ikke nødvendigvis et liv uden kærlighed og omsorg, hvilket filmen på fornem vis illustrerer. Kærligheden er den samme for Saroo, hvad enten han svømmer langs den australske kyst eller løber gennem de forfaldne gyder i sin hjemby. Hans fortælling er et lyspunkt i en mørk afkrog af Indiens historie, hvor mere end 80.000 børn stadig forsvinder hvert år i den indiske asfaltjungle.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer