Af Amine Kromann Karacan
De skændes, smasker, drikker sig fulde, lyver og snyder, men de kan også være søde og kere sig for hinanden – engang imellem i hvert fald. Karaktererne i Limboland balancerer på en knivsæg mellem det karikerede og det spændende, men klarer skærene, og resultatet er stærkt dragende.
De tre veninder Freja, Katrine og Nadja er alle enormt selvoptagede, men på hver deres unikke måde. Freja (Frederikke Dahl Hansen) er utilfreds med sin egen livssituation og kommer i total krise, da hendes kæreste Sebastian gerne vil begynde at gå i seng med andre kvinder. Katrine (Emma Sehested Høeg) er en sexaktivist med gode intentioner, som mest af alt er optaget af selv at blive berømt. Nadja er den indelukkede medicinstuderende, hvis opdragelse har gjort hende til et rystende espeløv ude af stand til at stå ved egne lyster.
De tre veninder genforenes til en gymnasie-reunion og bliver tiltrukket af hinandens selskab på samme måde, som de sikkert også blev det i fortiden. De har det sjovt sammen, men der bliver også stjålet retalin, dopet med MDMA, trukket fra andres kreditkort og en masse andre ufornuftige og forkerte ting, som er dejligt befriende at være vidne til.
For det er herligt at sidde her midt i karantænetiden og se på kvindernes forviklinger. At det hele så forgår i den københavnske sommer, gør det kun endnu bedre.
Venskabernes mindre charmerende sider bliver udstillet på succesfuld vis. Kender du det, når du bekender over for din veninde, at du godt er klar over, du nogle gange kan være en bitch? Så er hun ligesom nødt til også at indrømme det samme, og hvis hun ikke gør det, kan du da bare gøre det for hende – “Du kan da også være en kæmpe bitch.”
Det er skønt at se en dansk serie, der ikke forsøger at være endnu en SKAM-efterligning: en DR-godkendt, forsvarligt researchet historie om en relaterbar karakter i forstaden. De historier er så utrolig forudsigelige – og Limboland er alt andet end det. Limboland er action og hurtige beslutninger, drama, overraskelser og mest af alt bare sjov.
Nogle gange går det lige hurtigt nok. Ikke alle karakterernes handlinger virker helt naturlige, og smaskelydene, der understreger, at kvinderne er virkelige mennesker, kunne måske godt være blevet skruet en anelse ned. Men det tager jeg gerne med. Et værk behøver ikke at være perfekt, så længe det er medrivende.
Frederikke Dahl Hansen, der spiller Freja, har en naturlighed i sit spil, der gør hendes nervøse mimik fascinerende at se på. Det er også dejligt, at hun er ret sur hele tiden og konsekvent træffer dårlige beslutninger. Det gælder for alle karaktererne. De er ikke gode eksempler – de er dårlige, og det er faktisk rigtig rart. De er bare mennesker i en spændende historie og ikke et udtryk for en højere morale eller fabrikerede eksempler på en strong female protagonist med diverse diagnoser, som man også har set for meget til i de seneste par år.
Emma Sehested Høeg og Angela Bundalovic, der spiller henholdsvis Katrine og Nadja, gør det også rigtig godt på hver sin måde. Høeg er alt for meget, men samtidig sårbar, og Bundalovic er tilknappet med pludselige små udtryk, der afslører indre sindsbevægelser.
De mandlige karakterer er dog virkelig ucharmerende. Særligt Frejas kæreste Sebastian forstår man slet ikke, hvorfor hun sukker efter. Der er en sexscene mellem de to, som provokerede mig voldsomt, fordi den var så ubehagelig og uden tydelige konsekvenser, men det er der måske også en pointe i. Det er de tre skuespillerinder, der gør Limboland seværdig.
Instruktør Rikke Louise Schjødt har med Limboland skabt en tempofyldt og stærkt underholdende serie, der fint fanger tyvernes egoisme og rastløse søgen efter noget lykke.
Kommentarer