Af Jonas Bang
Okay, indrømmet – jeg slår måske et lige lovlig stort brød op med overskriften her, men hør mig lige:
Da jeg første gang så traileren til Life Itself, var jeg ret spændt. Filmen lignede tilsyneladende en spændende tilføjelse til Hyperlink Cinema-tendensen, hvor forskellige skæbner mødes på baggrund af én eller flere fælles begivenheder. Da filmen så havde premiere i USA, havde den den næstdårligste åbning af en biograffilm siden 1982, og et jævnt enigt anmelderkorps var hurtige til at dømme filmen som et prætentiøst makværk. Mine forventninger dalede selvsagt efterfølgende, men jeg forsøgte på trods at gå til filmen med et åbent sind.
Life Itself starter med en lidt kluntet voice-over af Samuel L. Jackson – tydeligt inspireret af hans mono- og dialoger i Quentin Tarantinos film – i et spøjst og malplaceret in medias res. Den kommer sig heldigvis hurtigt over sin første, kortvarige børnesygdom, og folder sig ambitiøst ud over fem kapitler som et komplekst melodrama, der ikke er lige til at gennemskue.
Vi følger indledningsvist den tydeligt deprimerede Will Dempsey (Oscar Isaac), der hurtigt viser sig at have en forfærdelig og traumatisk hændelse i bagagen. Med afsæt i denne hændelse følger vi adskillige andre karakterer, og først til sidst fremgår det tydeligt, hvordan alle disse personers historier hænger sammen. Det er et snedigt og beundringsværdigt greb, som desværre også er uhyre svært at få til at hænge fornuftigt sammen.
Dan Fogelman har både instrueret og skrevet Life Itself, og han forsøger tydeligvis at distancere sig fra sine tidligere, mere letsindige værker fra både film og tv, ved at bevæge sig mod et højere og nærmest litterært niveau. Det lykkes desværre kun delvist. Filmen er fyldt med både direkte og indirekte populærkulturelle referencer, såsom et mere end venligt nik til førnævnte Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994), og en reel hyldest til Bob Dylans comeback-plade, Time Out of Mind (1997).
Filmen ønsker tydeligvis at sige noget begavet og universelt om selve livet, men dette er i sig selv en nærmest umulig og ret prætentiøs målsætning. I forsøget fremstår den desværre som en underlig metakommentar til den filmtendens, den selv kan siges at indgå i, dvs. Hyperlink Cinema, samt til narrative begreber som for eksempel den upålidelige fortæller.
På trods af førnævnte iagttagelse har Life Itself dog alligevel et formidabelt filmsprog, og er bestemt ikke så dårlig, som det amerikanske såvel som britiske anmelderkorps har gjort den til. Den brillerer med sin rå og nærværende visuelle æstetik, samt sine beundringsværdige skuespilpræstationer af blandet andre Oscar Isaac, Olivia Wilde, Mandy Patinkin og Antonio Banderas. Den forsøger at hylde livet, og selvom det ikke helt lykkes den at finde et svar på meningen med det, ender den alligevel som en ret imponerende film.
Dener propfyldt med død og tragedie, og falder man, som jeg, for klichefyldte melodramatiske træk, bliver man ikke skuffet. Til gengæld slutter filmen på en lige lovlig amerikansk og pladderfilosofisk note, og det er synd – for den fortjener egentlig bedre.
Kommentarer