Af Christine Roederer
Når man er opvokset i Frankrig, så hører man altid om de forskellige ting, der sker i Seine-Saint-Denis. Det er en af de hårdeste forstader i Paris. I 2018 havde kommunen den højeste kriminalitetsrate i Frankrig. Det var i Seine-Saint-Denis, at oprørene tilbage i 2005 fandt deres oprindelse efter to unges dødsfald, hvilket medførte en sommerfugleeffekt, hvor over 9000 bilbrande blev påsat og over 3000 blev arresteret.
Med dette landskab kan man nu fortælle om, hvad Les Misérables (2019) kan, og hvorfor den lige præcis er blevet valgt som Frankrigs kommende Oscar-bud i den udenlandske kategori.
I Les Misérables følger man Stéphane (Damien Bonnard), der netop er flyttet fra Cherboug i det nordlige Frankrig til 93-kommunen, Seine-Saint-Denis. Han er lige blevet optaget i Brigade anti-criminalité (BAC), som er en del af det franske politivæsen, der forebygger kriminalitet i Paris. Som nyeste medlem af BAC møder han Chris (Alexis Manenti) og Gwada (Djebril Zonga), to erfarne medlemmer af brigaden, som ser ud til at have fuldstændig styr på deres område i Seine-Saint-Denis. Stéphane opdager dog hurtigt, at spændingerne mellem de forskellige grupper i nabolaget er parate til at springe i luften: et cirkus har fået stjålet en løveunge, og det er den unge Issa (Issa Perica) fra Montfermeil, der har stjået den.
Da de foretager en aktion for at få løven tilbage fra drengen, filmer en drone alle deres bevægelser. Og lige præcis dét, er ikke et godt tegn, for aktionen følger måske ikke helt reglerne som BAC’en skal følge. Her starter et ræs mod tiden og mod de unge i miljøet for at få rettet op på situationen, som ser ud til at eskalere fra værste til værre på ingen tid.
Les Misérables er Ladj Lys første film. Ly er oprindeligt fra Mali, men er opvokset i Montfermeil, kommunen hvor filmen foregår. Lys familie var selv tætte på de to unge som blev dræbt i starten af oprørerne i 2005, og derfor er netop denne film vigtig. Den fortæller noget andet, end hvad en hvid filminstruktør ville kunne fortælle, hvis filmen skulle handle om livet i Seine-Saint-Denis og omegn. Filmen er en længere version af kortfilmen af samme navn (2017) som i sin tid vandt prisen for bedste kortfilm i César-ceremonien i Frankrig. Ifølge Ly, hvis personlige touch man sagtens kan mærke i filmen, er Les Misérables blot den første af tre film, han vil lave omkring forstadsområdet omkring Paris.
At se filmen er nærmest som at blive ramt i ansigtet af en knytnæve. Som titlen Les Misérables antyder, er hovedpersonerne ofre af et system, som marginaliserer en stor del af befolkning, netop som Victor Hugo har beskrevet det i sin roman af samme navn fra 1862. Den afbilleder realiteten uden det flotte filmiske touch. Det føles nærmest som at stå i det hårde miljø selv – og Lys kamera gør netop det, at det flytter vores forestilling af netop dét, der foregår i Seine-Saint-Denis gader. Det føles næsten som om, filmen er en dokumentar – den er rå, den er hård og den tager ikke nogen prætentiøse holdninger til at pynte på handlingen for at gøre den bedre eller mere filmagtig. Den viser livet i Seine-Saint-Denis, som det er. Eller sådan forstår jeg det, i hvert fald.
Jeg ønsker, at alle der ser den, vil forstå hvor hård den er – men måske føler jeg mig hårdest ramt fordi jeg kender til hele kulturen der tilhører Seine-Saint-Denis’ plads i det franske samfund og den franske kultur. Den er hård, men den er så fantastisk hård, at man ikke kan gøre andet, end at sidde tilbage og kigge på citatet fra Victor Hugo rulle over skærmen ved slutningen af filmen, og føle at man har mistet pusten fuldstændig af begejstring.
Kommentarer