LEONARD COHEN: LIVE AT THE ISLE OF WIGHT: Hypnotiseret af Cohen

Af Patricia Smollerup

Man bliver ikke nødvendigvis i bedre humør af at se Leonard Cohen, men man bliver bekræftet i sit mismod. Det er mørkt, melankolsk og samtidig fascinerende og tryllebindende, når instruktør Murray Lerner genskaber Cohens koncert på the Isle of Wight. Året er 1970. I en tid hvor hele den vestlige verdens samfundsnormer er i opbrud.

Hippier og revolutionære er med til at gøre 60’erne og start 70’erne til en periode præget af et oprør mod krig, autoriteter og samfundets jagt på materielle goder. Man oplever en udfordring af grænserne og det gængse, og der flyder en lind strøm af diverse euforiserende stoffer.

Øen Isle of Wight bliver i sommeren 1970 location for en musikfestival med 600.000 festivalgæster, og kunstnernavne som Jimi Hendrix, The Doors, Miles Davis og Leonard Cohen. Ved festivalens sidste dag, hvor Cohen skal indtage scenen, er stemningen voldsom. Ulovligt indtrængende gæster i dyngevis, sabotage og kaos, flasker på scenen, kunstnere, som er blevet buet ud, og senest er der under Jimi Hendrix sæt opstået brand på scenen. Alt peger på, at Cohens optræden vil blive en katastrofe.

Stenet af stoffer træder Leonard Cohen så ind på scenen. Med sin rolige facon formår han at hypnotisere publikum. Han er på ingen måde intimideret af de 600.000 mennesker, men tager sig tid til at dvæle, og i mørket beder han hver og én om at tænde et lys.  Det er roligt, tryllebindende og poetisk. Murray Lerner formår i sin film at fange disse magiske øjeblikke.

At Cohen tager sig tid, understøtter Lernes film på fornem vis med lange, dvælende nærbilleder af Cohen, som tydeligt synliggør de blanke øjne, der har hengivet sig fuldstændig til musikken. Ligeledes er de langsomme panoreringer af hans ligeså påvirkede korsangere, også med til at underbygge den rolige stemning. Klip til publikum, som er fuldstændig suget ind i hans melankolske univers, fungerer formidabelt til at understrege den atmosfære, Cohen skaber.

Lerner afbryder kun enkelte gange koncerten med interviews fra nutiden, som dog på ingen måde bryder den hypnotiserende stemning, der i stedet blot bliver stærkere, da den her bliver italesat af de interviewede heriblandt bl.a. Kris Kristoffersen og Joan Baez.

Filmen skildrer, hvordan Cohen i en stund med uro, oprør og sabotage formår at fængsle sit publikum, og den skaber samme effekt hos biografseeren, som tydeligt får fornemmelsen af den magiske atomsfære på Isle of Wight sommernatten i 1970. Jeg havde selv den fornøjelse, at sidde ved siden af en ældre herre i biografen, som tilbage i 1970 selv havde været til stede ved koncerten, og som fik gåsehud over at få fremkaldt de mange minder igen.

Senere på ugen har vi glæden af at se andre kunstnere fra den samme tid,  hvor der blev eksperimenteret med lyriske tekster, stoffer og identiteter bl.a. med The Doors og David Bowie, og vi har også fornøjelsen af endnu en film med Lerner i instruktørsædet nemlig The Other Side of the Mirror:  Bob Dylan at Newport Folk Festival (2007). Vi er derfor spændte på, hvad Cinematekets Musikfilm Festival ellers vil bringe os af gode oplevelser.

Kommentarer