[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Trine Balle[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]De fleste kender den langhårede muskuløse fyr, der blev fundet i junglen som spæd; forladt og alene, og derefter opfostret af vilde gorillaer. Navnet er Tarzan, og beretningen om ham er blevet skildret på det store lærred siden stumfilmens tid, ikke mindst i den populære musikalske tegnefilmsversion af Disney (1999). The Legend of Tarzan er dog langt fra Phil Collins og syngende aber. Filmen skildrer på den mest storladne, barske og æstetisk smukke vis, hvad der egentlig skete med legenden, efter han forlod junglen, men uden de overvældende 3D-effekter, ville der mangle kød på den ellers veltrimmede Tarzan.
Vi møder Tarzan (Alexander Skarsgård) på en rejse tilbage til det afrikanske Congo, som han forlod for mange år siden, til fordel for et liv i England med hustruen Jane. Med det nu mere borgerlige navn, John Clayton III, er han inviteret tilbage til junglen af den udspekulerede kaptajn Leon Rom, der har skjulte planer med hans visit. Foruden Jane, er Tarzan assisteret af den komiske journalist George W. Williams (Samuel L. Jackson), der fungerer som et ufrivilligt morsomt modstykke til den mere mutte Tarzan. Da de tre ankommer til Congo, er intet dog som før; slavehandlen er eskaleret, junglens fremtid er i fare og en indædt kamp mellem godt og ondt begynder.
Gennemgående for filmen er dens (liansvingende) store armbevægelser, der kaster om sig med grandiose virkemidler, hvad enten det er i musikken, æstetikken eller narrativet. Dette fungerer langt hen af vejen, og sender tilskueren helt ud på kanten af sædet, hvor vi med svedige håndflader følger Tarzans intense actionfyldte kampe eller med tårer i øjenkrogen, ser ham tage afsked med sin gorillamor. Desværre kammer det ofte over i det storsentimentale, og det kan være vanskeligt at tage seriøst, når en fuldvoksen mand i jakkesæt, genforenes med en flok løver i form af hovedgnubning og spinderi.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The legend of Tarzan[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
David Yates[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Desuden er der en række forklaringshuller, som selvfølgelig er uundgåelige, når man overfører denne mytiske form for historie til et strengt realistisk univers, men som ikke desto mindre forstyrrer. Eksempelvis er det interessant, hvor usandsynligt velformuleret og velfungerende Tarzan er, i betragtning af, at han nærmest ikke havde menneskelig kontakt før han blev voksen. Godt nok er mange år gået, men den gennemførte britiske accent er næsten i overkanten. Når det nu er sagt, skildrer Skarsgård en stærk og overbevisende hulk af en Tarzan, der med den letteste elegance svinger sig gennem junglen, og bliver ét med både lianer og aber.
Margot Robbie leverer til tider en lidt for poleret og endimensionel Jane, der ellers er skrevet som en utrættelig powerkvinde med seriøse ben i næsen. Karakteren vokser gennem filmen og får langsomt mere kant, men Robbies gennemgående udtryk bliver fladt og forudsigeligt.
Filmens største styrke er dens æstetiske perfektion. De bjergtagende naturbilleder er fuldstændig overvældende, og filmen burde opleves, hvis ikke for dramaet og de spændingsfyldte kampscener, så i hvert fald for dens visuelle magi. De opskruede 3D-effekter giver lige det ekstra krydderi til fortællingen, og det kan helt klart anbefales at spendere de ekstra kroner på en opgradering til et IMAX-sæde, for at fuldende oplevelsen.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer