Sollys titter ned gennem dugvåde grene. En far og en datter bevæger sig erfarent over skovbunden, mens de nynner en sagte melodi. Først efter et par minutter i det grønne univers ytres de første replikker. Så stilfærdigt lader instruktør Debra Granik sin film Leave No Trace (2018) udvikle sig.
Uden at romantisere livet som moderne skovboer skildrer Leave No Trace en PTSD-ramt krigsveteran og hans datters rutiner. De samler svampe og øver sig på at bevæge sig lydløst i underskoven. De kommer kun ind til byen, når faren Will (Ben Forster) skal hente sin beroligende medicin, som han sælger videre til andre hjemløse i skoven. Da de sociale myndigheder opdager far og datter, tvinges de ud af deres selvstændige liv og ind i en mere almindelig livsform, der sætter farens mentale sindstilstand på prøve.
Granik har tidligere instrueret Winter’s Bone (2010) med Jennifer Lawrence i sin gennembrudsrolle som Ree Dolly. På samme måde er det nok værd at skrive Thomasine McKenzies navn bag øret, for efter at have set hendes performance som datteren Tom, er det ikke utænkeligt, at hun kan tage samme tur mod stjernerne med tiden.
I Leave No Trace spiller McKenzie Wills datter med en subtil mimik, der på en gang er følsom og stærk. Med en bævrende underlæbe kan hun formidle de komplekse følelser, der opstår i hende, i takt med at hun bliver teenager. Filmen er på den måde en coming of age-fortælling, hvor forholdet mellem far og datter kommer på prøve, samtidig med at deres afskårede livsstil udfordres.
Ligesom McKenzie effektivt formidler Toms følelser med få virkemidler, fremstilles plottet gennem små antydninger. Det gælder for eksempel farens PTSD. Han vågner om natten ved lyden af en helikopter, men det forbliver usagt, hvilke traumer han bærer på. Det er generelt for filmen, at den fortælles gennem antydninger og ikke bombastiske udmeldinger. Men man efterlyser mere drama.
Forholdet mellem Tom og hendes far virker oprigtigt, og nærheden og omsorgen er en nerve, der løber gennem hele filmen. I Leave No Trace vil karaktererne hinanden det bedste: der er ikke nogen, som for alvor er onde. Selv de sociale myndigheder har forståelse for den lille families behov for at leve tæt på naturen. Samtidig leger filmen med forventningen om, at de intense scener med faren må kulminere i vredesudbrud eller vold.
Alligevel tager coming-of-age-filmen aldrig rigtig fat omkring hjertet på en. Måske er det fordi karaktererne er så venlige, at der bliver for lidt modstand for far og datter. Man savner, at fortællingen tør svinge sig op på en højere dramatisk klinge.
Leave No Trace forstår antydningens kunst i skildringen af et ømt familiedrama på kanten af civilisationen. Fortællestilen harmonerer godt med billedsiden, der følger Tom og Will tæt og lader skoven i sig selv få tid og plads, så man forstår deres tilhørsforhold til naturen.
Kommentarer