Nogle gange undervejs smører Le Mans ‘66 så tykt på, at det er lige ved at kamme over:
Når Matt Damons karakter eksempelvis i en gammelklog voiceover taler om at besvare “det eneste spørgsmål, der betyder noget: Hvem er du?”. Eller når hans chef i en ret usmagelig motivationstale siger: “Det er ikke første gang, at Ford Motor er gået i krig i Europa.”
Men i alle disse tilfælde tilgav jeg hurtigt filmen. For instruktør James Mangold har med Le Mans ‘66 lavet en god, gammeldags Hollywood-film af den slags, som efterhånden sjældent bliver lavet – og som jeg langt hellere vil se i biografen end den tilsyneladende endeløse strøm af superhelte-blockbusters og katastrofefilm.
Filmens amerikanske titel, Ford v Ferrari, er egentlig en smule misvisende. Handlingen udspiller sig ganske vist omkring 1966, hvor den storproducerende, men skrantende amerikanske familiebilfabrik tager kampen op mod de stilrene racerbiler hos italienske Ferrari. Men faktisk befinder filmens største antagonister sig i Fords egen ledelse, mens fortællingens egentlige helt og underdog snarere er racerkører og bilmekaniker Ken Miles (Christian Bale).
Den tidligere racerkører og eneste amerikanske Le Mans-vinder Caroll Shelby (Matt Damon) er ansat til føre Ford Motor til sejr i det franske, og han hyrer sin gamle ven Miles som førstekører. Det resulterer i en heftig intern kamp med PR-chefen Leo Beebe (Josh Lucas), der ikke ser den dygtige, men temperamentsfulde og rebelske brite som en god frontfigur for brandet. “Ken Miles er ikke en Ford-mand,” siger Beebe med et af sine irriterende, glatte smil.
Miles er nem at holde med, især fordi Christian Bale leverer en energisk og humoristisk præstation. Man kan ikke lade være med at smile, når han gør nar af bilgigantens slipsedyr og nægter at rette ind. Ved siden af er Matt Damon også sympatisk som holdlederen, der både skal støtte sin iltre ven og please bestyrelsen. Sammen har de to Hollywood-stjerner en forrygende og levende kemi.
Ford-ledelsens PR-tankegang er ikke hovedpersonernes eneste udfordring. De skal naturligvis også igennem flere højoktane og filmisk velorkestrerede racerløb, hvor spændingen ikke kun ligger i, hvem der kommer først over målstregen. Racerkørerne presser bilerne til det yderste, hvorfor der hele tiden er en overhængende fare for, at bremserne går i stykker, eller at motoren eksploderer. Det er umuligt ikke at lade sig rive med i de hektiske sekvenser, når vi eksempelvis placeres i førersædet sammen med Miles, og to modstanderbiler smadrer sammen lige forude.
Le Mans ‘66 sprænger ikke ligefrem rammerne for biopic-genren eller skildringen af maskulinitet og kønsroller, men den nostalgiske og farvestrålende film kører som en velsmurt amerikansk maskine hele vejen igennem. Man er godt underholdt i samtlige 152 minutter – bilentusiast eller ej.
Kommentarer