Af Marcus Uhre
Vi har måske alle sammen mødt en Lazzaro. Et menneske så godmodigt og fordomsfrit, at man næsten frygter for hans menneskelighed. Villigheden og lysten til at hjælpe andre smelter menneskets naturlige egocentrisme bort. I gamle dage udnævnte man dem til helgener. I dag er de svære at få øje på.
Lazzaro (Adriano Tardiolo) gør næppe opmærksom på sig selv, når vi møder ham på en tobaksplantage i udkanten af Italien som en del af et større ensemble af en familie, der lever under næsten slavelignende forhold. Ude i Italiens mørkeste afkroge har tiden nemlig ikke fulgt med; de uvidende bønder tror stadig, at middelalderens stavnsbånd står.
Instruktør og forfatter Alice Rohrwacher puster nyt liv i den ultraitalienske neo-realisme, og i Fellinis ånd beholder hun en forpligtigelse til at beskæftige sig med det virkelige Italien. Lazzaro den Lykkelige er på trods af store plotpunkter og en bøjning af tid og rum stadig domineret af neo-realismens hverdagssituationer, de underspillede naturalistiske præstationer, og et overvejende ikke-prætentiøst filmsprog.
I kernen af en ambitiøs skildring af Italiens underklasse findes Lazzaro: en ung mand, der vil gøre alt for alle, og lade sig koste rundt med uden at kny. Han står lavest i fødekæden med et smil på læben. Da politiet ved et tilfælde falder over bønderne, bliver han efterladt. Mest af alt bliver han glemt.
Hvis ønsket er at skildre mennesket, så afspejler Lazzaro alt det, som mennesket ikke er. Debutanten Adriano Tardiolo er så troværdig og “realistisk”, at man skulle tro, at han havde løjet på sit CV. Det er nemt at forestille sig Lazzaro som en ikke-anerkendt helgen, mennesket der besidder løsningen på ulykken. Det gudsendte medie, som, hvis lyttet til, ville kunne dræbe alle idéer om social orden og udnyttelse på tværs af tid. Men bønderne lytter ikke til Lazzaro, og når de migrerer fra det ene århundrede til det næste, er der ikke meget, som ændrer sig. Navneligt elektricitet.
Alice Rohrwacher forpligter sig til at skildre det virkelige Italien, den store problematiske omstilling fra bonde- til informationssamfund. Hun udøver sympati med dem, der har trukket samfundets nitte. Men samtidig gives de smæk, for de er lige så meget en del af problemet, som overklassen er det. De pisker Lazzaro, som herskeren pisker dem. De ønsker at ignorere en bedre måde at leve på. En lykkeligere måde at leve på.
Måske er det lidt for meget at påstå, at verdens ulighedsproblemer kan løses med et godmodigt hjerte, men Lazzaro den Lykkelige slipper alligevel rimelig godt afsted med det.
Kommentarer