Af Morten Kildebæk
”Jeg ville ønske, jeg var en farvet kvinde, så jeg kunne få ethvert job, jeg ønskede mig, uden at have nogen kvalifikationer,” lyder det i starten af Late Night. Replikkens ejermand er del af et talkshows forfatterstab, og ligesom resten af holdet er han en hvid mand, der ikke er klar over sine egne privilegier.
Instruktør Nisha Ganatras biografaktuelle komedie peger fingre ad en forældet arbejdsmarkedskultur, hvor nepotismen hersker, og hvor mænd har lettest til lønforhøjelse. Manuskriptet er skrevet af Mindy Kaling, bedst kendt som Kelly i amerikanske The Office (2005-2013), og mon ikke dele af fortællingen er baseret på hendes egne oplevelser i den ofte mandsprægede comedybranche?
Kaling ses også i en af filmens to hovedroller som den optimistiske, men uprøvede Molly. Hun bliver ad omveje ansat hos forfatterteamet til førnævnte talkshow, der siden 1991 er blevet hostet af komikeren Katherine Newbury, spillet af altid formidable Emma Thompson.
Seertallene er dalende på tv-programmet, som har kørt i samme rille i mange år, og nytilkomne Molly skal gerne puste nyt liv i formatet. Ingen lægger skjul på, at hun udelukkende har fået jobbet på grund af sin etnicitet, og modtagelsen i forfatterteamet er derfor ikke ligefrem overstadig. Men den såkaldte ”diversitetsansættelse” bringer naturligvis lidt efter lidt tiltrængt energi til Katherines snart lukningstruede talkshow.
Late Night udstiller på rammende vis sammenstødene i underholdsningsbranchen, hvor fokus på diversitet og repræsentation er blevet skærpet i de seneste som følge af blandt andet Time’s Up-bevægelsen. Heldigvis er det ikke kun de hvide, ignorante mandspersoner, der gøres grin med. Også Kaling og Thompsons karakterer går nogle gange for langt i deres feministiske kamp – som når en stortudende Molly reagerer på en kollegas råd med: ”Jeg lader mig ikke kvæles af dine hvide privilegier!”.
Ganatra og Kalins nye komedie er kritisk, men den holder sig fra nogensinde at blive grov eller udskejende. Måske derfor er filmen mere hyggelig end lårklaskende morsom.
Der er dog nogle gode jokes iblandt, og de bedste kredser sig ikke overraskende om Emma Thompson. Den britiske skuespillerinde er i sit es som den følelseskolde chef, der, i stedet for at lære de ansattes navne, blot tildeler dem tal. Hendes sociale fravær understreges eksempelvis eftertrykkeligt, da hun finder ud af, at hendes yndlingsansatte, John, faktisk har været død siden 2012.
Filmen er ikke overraskende en hyldest til late night talkshowformatet, der undervejs viser sig fortsat at være en arena, der kan samle folk(et). Det lettere banale budskab skylles ned med et par hurtige cameos i form af Bill Maher og Seth Meyers.
Og så gives der en veloplagt stikpille til Jimmy Fallons populære The Tonight Show (2014-), der har ungdommen i sin hule hånd. ”Imens du havde Doris Goodwin forbi dit show, havde Jimmy Fallon besøg af Robert Downey Jr.,” siger Katherines utilfredse kanalchef. ”De vaskede en fårehund.”
Trods nogle ret forglemmelige kærlighedsforhold mellem Molly og to kollegaer er Late Night altså fint underholdende. Fortællingen er sympatisk, varm og lige efter bogen, og man kan snildt se den med sin bedstemor uden at blive forlegen.
Kommentarer