LAST MEN IN ALEPPO: Livet under døde bygninger

Af Niels Kristian Bonde Jensen

”I´d rather they die before my eyes than have something happen to them far away”. Khaled sidder i bilen og kigger ned på sin mobiltelefon. Han har lige talt med sin yngste datter, der spørger, hvordan hun skal få brød, hvis hun, hendes mor og hendes søskende flygter til Tyrkiet. Ved siden af Khaled sidder Yousef og lytter, mens han krænger hjertet ud. Krigen har gjort dem til brødre, og brødre bliver sammen til det sidste. Aleppo er deres by, men barndommens gade er sønderrevet af russiske missiler, og luften er tyk af røg fra Asad-regimets bilbomber. Khaled kigger op. Han er en stædig mand: ”When it comes to my family… If I don´t leave, my family wont leave. And I can´t leave”. Ham og Yousef tager de hvide hjelme på og kører ud i krigen for at redde kvinder og børn fra de faldne murbrokker.

Last Men in Aleppo følger hverdagen hos en gruppe redningsfolk i den syriske modstandsbevægelse ”White Helmets”. De har alle måttet indstille tidligere karrierer og fremtidige drømme på ubestemt tid, for at vie sig til en enkelt mission: at redde så mange civile fra sammenstyrtede ruiner og lemlæstende eksplosioner i den syriske storby Aleppo som overhovedet muligt. En mission, som tærer hårdt på både krop og sjæl, og som efterlader mange af mændene i moralske dilemmaer, da terroren rykker tættere på dem og deres familier.

Filmen er instrueret af syriske Feras Fayyad, i samarbejde med danske Steen Johannsen, og med støtte fra danske ”Larm Film”. Resultatet er en på samme tid smuk og brutal film, der blander flydende kranbevægelser over den gamle krigshærgede by med rystende håndholdte scener, der går helt tæt på ødelæggelsernes ofre, og de helte der må indsamle deres iturevne lemmer i grå plastikposer.

ANMELDELSE AF:
Last Men in Aleppo

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Feras Fayyad

LAND:
Syrien, Danmark

Hovedpersonernes ufattelige mod og udelte kærlighed til deres medmennesker er i sandhed inspirerende, og blandt de mange barske scener af krigens rædsler opstår rørende momenter, der vidner om, at et reddet liv er stærkere og mere værdifuldt end ti mistede. Eksempelvis er det svært ikke både at trække på smilebåndet og fugte øjenkrogene, da en af redningsfolkene har en samtale med en forvirret, men ovenud lykkelig lille dreng, få dage efter at have reddet ham ud fra en sammenstyrtet bygning.

Fortællingen om håb og menneskelighed, midt i al kaosset og ondskaben, er både vigtig og dybfølt, men som filmværk er Last Men in Aleppo desværre indimellem en for rodet og ustruktureret affære. Der lægges særligt fokus på tre af modstandsgruppens medlemmer, men man ville ønske, at man nåede endnu mere ind under huden på bare en enkelt af dem. Ligeledes virker ikke alle aspekter lige motiverede eller uddybende for filmens budskab. På trods af at skabe lidt comic relief midt i al hæsligheden, bliver særligt en sekvens midt i filmen, hvor redningsfolkene tager ud og køber akvariefisk, trukket alt for langt og virker en smule for opstillet. Det er ærgerligt, fordi man bliver hevet ud af den ellers gribende handling, og bidrager til at filmen på lidt over 100 minutter føles for lang.

Kigger man dog på filmen med store, samfundsrelevante og næstekærlige briller, er det svært at underminere vigtigheden af film som Last Men in Aleppo. Som dokument over både krigens brutalitet og ligegyldighed, og over håbet og kærlighedens styrke til at løfte ruiner, fortjener de store syriske helte fem små stjerner.

Kommentarer