Richard Linklaters Last Flag Flying (2017) er egentlig en efterfølger. Den er baseret på David Ponticsans roman af samme navn, der er en fortsættelse til hans tidligere værk The Last Detail (1970) – en bog, som Hal Ashby filmatiserede i 1973. Dette lidt halvkomplicerde slægtskab er dog egentlig ret ligegyldigt, for Linklaters nyeste film divergerer så tilpas meget fra samtlige forlæg, at den mest af alt står tilbage som et selvstændigt, isoleret værk. For slet ikke at sige et værk, der favner nogle af de bedste kvaliteter ved en typisk Linklater-film.
Adskillige årtier efter at have tjent i marinekorpset under Vietnam-krigen arrangerer den stille enkemand Larry ”Doc” Shepherd (Steve Carell) et møde med sine gamle soldaterkammerater, Richard Mueller (Lawrence Fishburne) og Sal Nealon (Bryan Cranston), der lever veteranlivet som henholdsvis gudfrygtig præst og alkoholiseret værtshusejer. Besøget har dog et lidt grumt formål. Larry har nemlig få dage forinden fået beskeden om, at hans søn, der også er marinesoldat, har mistet livet i Irak. Uden andre at henvende sig til har den arme Larry derfor taget kontakt til de gamle venner i håb om at finde nogen, der kan hjælpe ham med sønnens begravelse.
I stedet for en traditionel ”heltebegravelse” på Arlington-kirkegården vælger Larry, at sønnen skal transporteres hjem til New Hampshire. De tre gamle venner kommer derfor ud på en lille road trip, hvor de undervejs får rig mulighed for at blive klogere på hinanden, deres fælles fortid, og ikke mindst deres land og deres kulturs forhold til krig. Med Last Flag Flying er vi således endnu en gang ude i Linklater-temaet over dem alle – tidens gang – og dette udforskes ligeledes på bedste Linklater-manér: gennem dialog.
Karakterernes interaktioner er som altid både velkonstruerede og velskrevne. Som Before-trilogien (1995-2014) illustrerede til perfektion, har Linklaters karakterer og deres samtaler en næsten magisk evne til at bære en film, og Last Flag Flying er ingen undtagelse. Hvad enten der fortælles sleske røverhistorier over Larry jr.’s kiste, eller ivrigt diskuteres, hvorfor faldne amerikanske soldater altid får glorificeret deres død på en helt bestemt måde, så sørger lige dele charme og filosofisk indsigt for, at publikums opmærksomhed fastholdes hele vejen igennem.
Man når simpelthen aldrig at kede sig i selskab med de tre herrer, der udover at være interessante, komplekse karakterer også spilles til perfektion. Det er især en fornøjelse at se Bryan Cranston – en skuespiller, der i det sidste årti er blevet indbegrebet af en solid, dramatisk performer – spille rollen som ærkekomisk lurendrejer, mens komediekongen Steve Carell endnu en gang viser, at han også kan favne mere underspillede og dramatiske roller.
Med fokus på de omkostninger, som storpolitik har for den civile borger, befinder Last Flag Flying sig i den tunge ende af den tematiske skala. I nogle henseender kan man blive fristet til at klandre filmen for at være en anelse flyvsk i sin holdning til denne alvorlige problematik, men dette er efter al sandsynlighed lige præcis hensigten. Man aner tilstedeværelsen af en underliggende, antiautoritær holdning, men filmen virker til at være mere opsat på at skabe diskussion frem for at formidle ét bestemt idealistisk budskab. Gennem modsatrettede ord og handlinger får vi derfor i stedet vist temaerne i al deres kompleksitet, hvorefter filmen lader det være op til os at diskutere dem på nuanceret vis.
Og alene af den grund fortjener den et femmer-klap på skulderen.
Kommentarer