[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_column_text]CPH PIX sætter endnu en gang fokus på tre vidt forskellige instruktører i deres 3X3 serie. Én af disse er den amerikanske Larry Clark, hvis film om den amerikanske ungdom har været genstand for lige store dele forargelse og diskussion.
Tulsa, Oklahoma var navnet på Clarks hjemby. Denne skulle blive genstand for en fotografiserie, med hvilken han gjorde sit første indtryk på amerikansk kultur. Tulsa (1971) er et autobiografisk værk bestående af sorthvide portrætter af Clarks amfetaminafhængige venner og bekendte.
De afbilledes med nåle i armene, bukserne om anklerne og pistoler i mundene. Det var stødende materiale, der uanfægtet viste en betændt bagside af den amerikansk ungdom, hvis ligegyldighed over for deres omverden skulle blive det dominerende motiv i Clarks værker.
Larry Clark var allerede en del op i årene, da han debuterede med generationsportrættet Kids (1995). Ambitionen var at overføre øjenhøjderepræsentationen fra fotografi til film, og til dette formål blev den daværende teenager Harmony Korine (manden bag den bedst sælgende film på PIX 2012: Spring Breakers (2013)) hvervet. Korine skrev Kids på tre uger efter at han faldt i snak med Clark på gaden. Samarbejdet blev til startskuddet på to filmkarrierer – der både er vidt forskellige og uløseligt forbudne.
Kids åbner med et langvarigt nærbillede af et heftigt tungekys mellem en 12-årige pige (Sarah Henderson) og den 17-årige Telly (Leo Fitzpatrick, der senere spillede rollen som Johnny i The Wire). Han overtaler hende til sex og under samlejet beskriver han i voice-over sin tilgang til tingene.
“Virgins. I love ’em. No diseases, no loose as a goose pussy, no skank. No nothin. Just pure pleasure”
Så er tonen i den grad sat. Mørkere bliver det, da den relative engel, Jennie (Chloë Sevigny) opdager, at hun er HIV-positiv. Hun har kun været sammen med én fyr – Telly. Resten af filmen går med at følge hendes søgen efter Telly parallelt med hans søgen efter endnu en ung jomfru, som han kan deflorere.
Denne glubske jagt bliver krydret med diverse indfald, som han og vennen Casper (Justin Pierce) får på deres færd gennem det solstegte New York. Der småstjæles fra kiosker, ryges fede med skatervennerne og deltages i et ekstremt ensidigt slagsmål, hvor – hvad der føles som en hær af skatere – overfalder en mand i en park.
Filmens stil er rå og dokumentarisk. Den realistiske tone og nihilistiske tilgang til tingene samt de eksplicitte scener med sex og stoffer ledte til en NC-17 rating i USA. Men på trods af denne aldersgrænse, som ofte varsler om økonomisk katastrofe, indtjente Kids over $20 millioner på verdensplan.
Senere har den opnået kultstatus og står i dag som en af 90’ernes mest essentielle indiefilm – den er sågar blevet anbefalet af selveste Madonna, som erklærede den for værende en af årets vigtigste film. Det er en film, hvor det er en udmærket idé at have en stålbørste ved hånden.
Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for denne udfletning af de unge. Der var unge, der ikke var fan af Clarks udlægning, og anklager om udnyttelse og børnepornografi svirrede i tiden fra præmieren – og aldrig er disse stemmer blevet helt tys. Om der havde været en lige så intens kontrovers, hvis han havde været jævnaldrende med sine skuespillere, er svært at vurdere.
Korine og Clark fortsatte deres samarbejde med endnu et af Clarks personlige projekter – Ken Park (2002). Filmens manuskript blev skrevet før produktionen af Kids og er baseret på en kombination af avisnotitser, TV-avisindslag og Clarks egen dagbog. Da Clark ikke selv var i stand til at smede et tilfredsstillende manuskript sammen, kontaktede han Korine mens Edward Lachman co-instruerede.
Ken Park åbner med en skaters selvmord og springer derefter tilbage i tid og følger fire andre teenageres liv op til Kens selvmord. Endnu en gang bliver der rusket op i middelklassens forestillinger om den næste generation. Incest, dysfunktionalitet og selvkvælning under onani er nemlig dagens orden i den støvede californiske landsby, hvor de unge knalder sig igennem tilværelsen.
Hvad der er værd at bemærke ved Ken Park er, at teenagerne ikke eksisterer i et vakuum, som er det indtryk, man kan få af Kids. I Ken Park udspringer de seksuelle udskejelser i lige så høj grad fra den vanrøgt, den ældre generation udøver på de unge, som den kedsomhed de føler.
Clarks seneste film The Smell of Us lader til at følge samme spor som de foregående. Det ville da også være højst besynderligt, hvis Clark skulle begynde at moralisere i en alder af 72. Næ nej, turen er gået til Paris og det er stadig den fremmedgjorte teenager, der er i centrum for hans filmiske univers. Tilfældig, følelsesforladt sex, stoffer og skateboards. Nogen ting ændrer sig aldrig.
Kids kan ses d. 16/04 i Cinemateket.
The Smell of Us kan ses d. 17/04 i Grand, d. 19 i Empire og d. 22. i Cinemateket. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer