Guide
LANDMAND SØGER KÆRLIGHED, SÆSON 5: Kunsten at drage på romantisk weekendophold

Af Siri Kastbjerg Andersen & Morten Kildebæk

Måske skulle der gøres noget ekstra spektakulært ud af sæsonafslutningen. Måske skulle der bare gøres plads til den længe ventede genudsendelse af tv-julekalenderen Tvillingerne og julemanden (2013). I hvert fald blev de to sidste afsnit af Landmand søger kærligheds femte sæson sendt i ét rap på TV 2 i sidste uge.

Den knapt halvanden time lange omgang bonde-dating bød ikke bare på nogle svære beslutninger, men også på alletiders fede julegaveidé. For når først den udkårne kvinde var blevet valgt, stod den traditionen tro på romantisk weekendophold for alle pengene.

Hvis man nu selv har i tankerne at forære kvinden eller landmanden i sit liv en sådan weekendtur, kan man med fordel tage et kig på de erfaringer, som dating-programmets seks par gør sig undervejs – romantikken sejrer for det meste, men er ikke konstant.

I tilfælde af at et tv-hold kommer til at følge udflugten, vurderer vi desuden, hvor underholdende de forskellige udgaver af romantiske weekendophold egentlig er at kigge på.

 

Troels og Nadine får skægget studset i Silkeborg

Romantik:  

Underholdning: 

Troels og Nadine vælger at placere deres romantiske weekendophold i sidstnævntes hjemby: Silkeborg. Turen går til hotellet Gl. Skovridergaard, som ligger i udkanten af byen ved nogle smukke søer. Som en fin gestus (der sikkert har noget med kameraernes tilstedeværelse at gøre) bliver det unge par tildelt stedets store brudesuite – så er der da lagt i kakkelovnen til lidt romantik!

Men før der bliver noget af den slags, kan Nadine præsentere Troels for dagens knapt så romantiske aktivitet: En tur til barberen! Mandens knaldrøde skæg er nemlig blevet så viltert, at det trænger til en kærlig saks. Umiddelbart forekommer denne venlige hentydning til, at han ikke er pæn nok inden studsningen, ikke helt vildt romantisk.

Alligevel ender hotelopholdet med at være hyggeligt og ganske rosenrødt. Efter en lækker middag, hvor Troels heldigvis ikke får serveret “bulgursalat med sæsonens grøntsager”, som tjeneren ellers drillende meddeler, sætter de to turtelduer sig til rette i kurvestolene på hotellets terrasse med en flaske mousserende vin til deling. Her deler de også endelig deres første kys i en sød seance, som nok må være weekendens højdepunkt.

Den følgende dag er nemlig ikke synderligt spændende, hverken for dem eller os tv-kiggere. Først en kort rundtur i Nadines Silkeborg-lejlighed, hvor Troels med det vuns finder hendes sparsomme værktøjskasse frem, og dernæst et møde med hendes bedste veninde, der tilkendegiver, at de da godt nok er et flot par. Det har hun ret i, og det virker til, at deres lille weekendophold har bragt dem lidt tættere sammen. Men det har altså også været temmelig kedeligt at overvære, fordi romantikken aldrig nåede helt i vejret, mens aktiviteterne ikke var fjollede nok.

 

Thomas og Nikoline på en rutschebanetur af følelser

Romantik: 

Underholdning: 

Årets unge landmand 2017 får cementeret, at han i sandhed fortjener den pris. Med grisebasser på manchetknapperne inviterer Thomas sin udkårne Nikoline på en romantisk weekend, der sætter nye standarder for alle fremtidige weekendophold. De skal i Fårup Sommerland, og de har hele parken for sig selv. Thomas har lejet HELE Fårup Sommerland, så de to turtelduer kan prøve forlystelserne om og om igen. Og det gør de så, indtil Nikoline får kvalme. Det var måske ikke den bedste måde at charmere sig ind i hendes hjerte.

For at bremse opkastfaren, stadser det forelskede par sig op til en hyggelig middag. I stearinlysets skær erklærer Thomas sin kærlighed til Nikoline. Da han i et interview bliver adspurgt, hvad han er faldet for ved hende, er hans første svar, at hun er flytbar. Der er naturligvis også andre årsager, men den med flytbarheden synes alligevel er være et vigtigt kriterium for Thomas, ligesom det også er for mange af de andre landmænd, som deltager i programmet.

Det er konceptets præmis, at kvinderne bor i byerne, og erfaringen fra tidligere sæsoner viser, at langdistance sjældent er en god idé. Derfor tager Thomas tyren ved hornene, går på knæ og spørger, om Nikoline vil flytte ind hos ham på gården. Nikolines reaktion antyder, at hun frygtede (håbede?) på, at det var et frieri, ligesom man som seer et øjeblik når at håbe, at vi nu får forklaringen på, hvorfor netop han skulle have sin egen soloserie; Landmand søger kærlighed får sit allerførste bryllup! Men ak, nej, desværre…

 

Anders, Ingelise og et lille spil golf, der får følelserne i kog

Romantik:

Underholdning:

For det midaldrende par Anders og Ingelise er den romantiske weekend-destination et herregårdsophold på Nørre Vosborg, der ligger 20 kilometer vest for Holstebro. Sådan en herregård har Anders ikke været på før, og han tænker, at det er “en god ramme for at opnå lidt romantik” – selvom de er lidt skuffede over, at værelset skal åbnes med en ganske almindelig, moderne nøgle.

Nuvel, Anders har valgt, at de skal spille golf, hvilket ingen af dem har prøvet før, og taberen skal give vinderen en god flaske rødvin. Ingelise frygter, at hun kommer til at skræmme Anders væk, da hun er en usædvanligt dårlig taber.

Selvom hun fra start pløkker bolden ud i det omkringliggende buskads og svovler og bander, går det dog ikke helt galt. Det skyldes måske, at Anders, efter at have fået bolden i hul på markant færre slag end Ingelise, indgår et slags kompromis i den gode stemnings tjeneste: “Jamen, da vi fik afklaret, at Ingelise var vinderen, så synes jeg da, at det blev meget hyggeligt,” fortæller han med et lille smil, og som publikum smiler man med den kære tøffelhelt.

“De slår altså mine frikadeller,” må Anders konstatere om den efterfølgende middag på herregården, der forløber ganske fint med lidt kysseri hist og her. Fuldstændigt tæskeromantisk bliver det dog aldrig helt, hvilket især skyldes Anders’ mange gange selverklærede status som “træmand”. Han får aldrig udtrykt store følelser over for Ingelise, der ellers tydeligt viser, at hun gerne vil ham. “Jeg ser nogle muligheder. Sagt på jysk,” lyder det fra Anders, som faktisk bor i Korsør.

 

Jørgen og Kirsten: hurtige hænder og guf i Mariager

Romantik:

Underholdning:

Denne sæsons alderspræsidenter tilbringer deres romantiske weekend på Hotel Postgården i Mariager. Her bliver de hurtigt enige om, at de skal bede om et dobbeltværelse. De vil dog meget gerne begge have lov til at være den, der bestemmer det – selvom de er enige.

Efter indkvarteringen går de en tur i hyggelige Mariager og deler en is, som nydes i fulde drag tilsat godt med slowmotion-effekt. Om aftenen kommer en clairvoyant med blåt hår, som læser det elskovsfulde pars hænder. Hun fortæller, at deres kærlighed vil vare for evigt, og det får Jørgen til at græde af glæde – en rigtigt sød og overraskende reaktion.

Dagen efter har Kirsten arrangeret, at de skal til Jyllands måske allermest romantiske destination: Randers Storcenter. Der er 1800 parkeringspladser, så det er nemt at komme dertil, fortæller hun begejstret. Centeret lader til at betyde en del for hende, da hun beretter om, hvordan hun altid møder nogen, hun kender dernede.

Ikke så tilfældigt møder de da også Kirstens niece Susie og søn Jack. Særligt sidstnævnte er lidt ubekvem under mødet, da Jørgen løfter sløret for slibrige detaljer om intimlivet mellem ham selv og Jacks mor. Det er ret så underholdende at se på sønnikes akavede bevægelser og anstrengte ansigtsudtryk, mens de voksne skraldgriner så meget, at de næsten helt glemmer at drikke deres milkshake.

Der er skrevet mangt og meget om Jørgen og Kirstens forhold, både i aviser og fra tastaturkrigerne på Facebook. Men i dette tilfælde må altså gælde, at ”størst af alt er kærligheden”. Så kan man mene hvad man vil om deres indbyrdes pingpong, men når to mennesker finder kærligheden sent i livet, så er det altså bare smukt og dejligt.

 

Martin, Natascha og en lidt for behagelig thaimassage

Romantik:

Underholdning:

Martin er blevet så smaskforelsket Natascha, at han i et tidligere afsnit forsøgte at gøre Poul Reichhardt kunsten efter og synge Er du dus med himlens fugle? for sin nyfundne eneste ene. Derfor skal Natascha da også have et rigtigt prinsesseophold på Sophiendal Slotshotel, selvom han selv kunne have nøjedes med noget mindre. Da de træder ind i værelse nummer 28, erkender Martin, at han aldrig før har set meget tingeltangel, men Natascha synes altså, at der er dødromantisk.

Inden den luksuriøse middag, som foregår ved et kæmpestort og ikke så intimt langbord med ridderrustninger for enden, har Natascha planlagt en lille overraskelse. De skal have thaimassage! “Bare der er lidt ro i de næste 45 minutter,” siger en skeptisk Martin.

Netop ro får han masser af, da han falder godt og grundigt i søvn på massagebriksen. Mens en thailandsk dame ælter hans behårede ryg, tager hans snorken til i lydstyrke. “Er du faldet i søvn? Martin? Hallo?” spørger Natascha fra den anden briks, hvorefter hun griner: “Det er pisse romantisk det her”.

Efter dette overordentligt underholdende indslag mangler der dog ikke romantik i luften. Til middagen foreslår Martin, at Futte, som han kalder Natascha, flytter rigtigt ind på hans gård, og hun takker ja. “Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så forelsket,” siger hun til slut. Det må man kalde en succes.

 

Niels og Katrine med dyredate og strandserenader

Romantik:

Underholdning:

Guitar-charmøren Niels har inviteret den smukke Katrine på et romantisk ophold på Hotel Ebeltoft Strand. Først tager det unge par på tur til Ree Park, hvor de bliver kørt på safaritur i en jeep. Til at starte med er Katrine noget skeptisk over for dyredaten, men det gode ved at være alene (udover kameraholdet) i en bil er, at man kan sidde og flette fingre med sin udkårne. Det får hende til at bløde lidt op, og hun ender med at synes, at date med dyreliv er rigtig hyggeligt.

Tilbage på hotellet nyder de to en lækker middag, hvorefter Niels inviterer Katrine ud på den nærliggende badebro. På trods af den solrige sommer, så er det noget vindblæst (og gråt) ved vandet. Niels har derfor medbragt både tæpper og vin at varme sig på, da de sætter sig på broen. Den unge landmand har også taget sin guitar med, for han har en følelsesladet sang, han smaddergerne vil spille for Katrine. Hun skutter sig og krammer de varme tæpper tæt ind til sig. På en lille bro der gynger, sidder Niels og synger, så Katrines hjerte smelter indeni hendes bundfrosne krop.

Dagen efter kommer morgenmaden til værelset. Niels serverer den på deres egen lille terrasse, og Katrine har igen pakket sig godt ind i tykke tæpper. Det er ikke blevet varmere eller mindre vindblæst siden i går, men udsigten til vandet ville være synd at lade gå til spilde. Det eneste, der kunne have skubbet romantikken helt i top på dette weekendophold, var, at solen havde meldt sin ankomst.

Kommentarer