[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Maria Hegerlund[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Prissæsonens mest hyldede film, musicalen La La Land, lander på et godt sted, i en tid hvor særligt det amerikanske folk har brug for fornyet håb om den amerikanske drøms aktualitet. Det er en ufarlig film, de fleste mennesker vil kunne relatere til uanset status, farve eller køn. En film til drømmere om drømmere. Om at drømme kan bringe os frem i verden – men også slå os ud. Men bør man give op, hvis ens drømme kun virker uopnåelige? Og hvad er du villig til at opgive for at gøre dem opnåelige?
Dette er spørgsmålene, som La La Land omhandler. Den er sat i Los Angeles, byen hvor det myldrer med folk med store drømme om berømmelse. Men vejen til storhed er lang og besværlig. Dette vises i åbningsscenen. Sat på en overpopulariseret motorvej hvor menneskerne der sidder fast i den lange kø, bryder ud i filmens første nummer, som byder på storslået sang og dans på biler og vej. De synger om stædigt at ville nå nye højder, for uanset hvad er det jo bare endnu en solskinsdag i L.A. Sådan er det også for filmens to hovedpersoner, som mødes på berømmelsens vej. Mia (Emma Stone) er servitricen, der kæmper for at blive skuespillerinde, og Sebastian (Ryan Gosling) er musikeren, der aldrig vil kunne nå samme højder som de forbilleder, han trodsigt romantiserer.
Mens instruktør og manuskriptforfatter Damien Chazelles forrige film Whiplash (2014) var så indlevende, at man konstant sad på kanten af biografsædet, nervøst afventende hvor historien ville føre karaktererne hen, er La La Land en film, man trygt kan læne sig helt tilbage i biografsædet til. Historien kræver ikke den store opmærksomhed. Den fungerer dog i sin delvise forudsigelighed, og er indlevende på sin helt egen måde. Gennem uforudsigelig dialog, og finurlige og dybt originale øjeblikke, virker filmen ofte som taget ud af det virkelige liv. Man bliver langsomt opslugt af den eventyrlige Hollywood-musical-verden, så man helt glemmer, at ens eget liv ikke byder på iørefaldende sang og velkoreograferet dans.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
La La Land[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Damien Chazelle[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Lige som Whiplash virker La La Land utrolig familiær gennem karakterernes opførsel og følelsesmæssige dybder. Det gør, at de virker som rigtige mennesker, som du en dag ville kunne støde på. Dette er selvfølgelig frembragt af både Goslings og Stones skuespilpræstationer. Med familiariteten mærker man også kreativt overskud og fortællerglæde med nostalgiske kast til filmmediets historie. For eksempel har farverne udtryk fra 30’erne og 40’ernes Hollywood-musicaler, og får lov at spille sin helt egen rolle. Dette gør sammen med det moderne kameraarbejde filmen både dynamisk og musikalsk flydende.
Begejstringen for La La Land er velfortjent. Ved at være gennemført underholdende, formår den at yde en vidunderlig realitetsflugt. Det er en fortryllende oplevelse, der får en til at glemme tid og sted. Pludselig er det eneste der føles vigtigt, hvorvidt Mia og Sebastian opnår deres drømme, og hvor det næste sangnummer vil føre historien hen. Dette kan dog give en tom fornemmelse, når filmen er forbi, og den grå realitet og håbløse verden venter udenfor. Men var det ikke dejligt for et øjeblik ikke at skulle tænke og fundere over tilværelsen, blive taget i hånden og ført trygt igennem en helt anden verden, og for en gangs skyld glemme, at der findes en virkelighed?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer