Af Alma Nordenbæk
På en mørk, polsk togstation klatrer en kvinde op fra skinnerne. Hendes pæne tøj er beskidt og forrevet, håret vildt og blikket tomt. Folk stirrer og vender så forargede øjnene bort, da hun trækker trusserne ned og begynder at pisse på perronen. Ingen kender hende, og hun kender ikke sig selv.
Alicja (Gabriela Muskala), som er det navn, hun adopterer, lider nemlig af den mentale lidelse dissociativ fugue. Verdens måske mest uhyggelige sygdom, som for Alicja betyder, at hun fra den ene dag til den anden glemmer hele sit liv. Ja, hele sin identitet. På ingen tid går hun fra at være en (tilsyneladende) flot og velhavende dame fra Wrocławs forstæder til en sortklædt hjemløs i Warszawas småkriminelle gademiljø.
Men man savner ikke, hvad man ikke ved, man har mistet. Så det kommer som noget af et chok, da Alicja to år senere bliver genkendt på tv og finder ud af, at hendes virkelige navn er Kinga, og at hun ikke bare er søster, datter og ægtefælle, men også mor til en lille dreng. I en rodet sekvens af mærkelige tv-shows og akavede familiemøder bliver Alicja smidt ind i et liv, hun ikke længere genkender og ikke længere har lyst til.
Kvinden, der glemte sin fortid har som fortælling en rigtig spændende præmis. Manuskriptforfatter Gabriela Muskala, der også spiller Alicja/Kinga, lægger op til en udforskning af nogle virkelig interessante og væsentlige spørgsmål om menneskets sind, identitet og personlige eksistensgrundlag. Hvem er vi uden vores forhistorie? Hvad gør os overhovedet til de personer, vi er? Desværre taber filmen hurtigt momentum, og den formår ikke rigtigt at levere nogle interessante eller væsentlige svar.
Det er som sådan en velkendt kritik af mange film: Kvinden, der glemte sin fortid vil simpelthen for mange ting på samme tid. Der er for mange historier og vinkler og tanker, der kæmper om for lidt plads. Filmen vil både være et nuanceret drama og en oprivende thriller, men også lidt en krimi, en psykologisk gyser og noget, der kunne smage lidt af dystopisk sci-fi.
Og det fungerer ikke helt vildt godt. Det er billigudgaven af The Bourne Identity (2002) blandet med overskyet polsk realisme, og resultatet er ikke ligefrem det bedste af begge verdener. Forhastet og forvirret skøjter filmen for let og for hurtigt gennem halvhjertede identitetskriser og følelseskolde familiekvaler. Man kommer aldrig ordentligt ind under huden på nogen som helst, og der er flere karakterer, som bliver glemt, så snart de bliver introduceret – også af filmen selv.
Det hele synes en ret trøstesløs affære. Men det er også her i mørket, at filmens visuelle side får lov til at imponere. De nøgne landskaber og det evigt blågrå lys står godt til filmens noget dunkle fortælling, og instruktør Agnieszka Smoczynska har med moderat succes formået at indsnige nogle mere eksperimenterende klip og poetiske flashbacksekvenser. Filmens virkelige stjerne må dog siges at være dens lyddesign, som man først rigtigt lægger mærke til, når det pludseligt blusser op med en fantastisk kaotisk og sanseberusende intensitet.
Kigger man ud over det bredere filmlandskab, er der mange gode grunde til at tage Polen seriøst. Men Kvinden, der glemte sin fortid er vist mest en for glemmebogen.
Kommentarer