Af Morten Kildebæk
Benedikt Erlingssons debutfilm Om heste og mænd (2014) var et helt igennem sprælsk bekendtskab. Flere forskellige historier om mennesker og hestes drifter og drømme blev flettet sammen til en fragmenteret helhed. Det kan derfor overraske, at den islandske instruktør med sin anden spillefilm er gået mere konventionelt til narrativet. Denne gang har hans fortælling én klar hovedperson med én klar mission.
Halla (Halldóra Geirharðsdóttir) er korleder og yogalærer. Hun elsker at hvile ansigtet i Moder Jords fugtige mos, og på væggen i hendes stue hænger der billeder af Mahatma Gandhi og Nelson Mandela.
Udover de civile erhverv har Halla ligesom forbillederne påtaget sig rollen som frihedskæmper. Hun går til kamp mod de multinationale selskaber, der skider på miljøet og klodens fremtid. Som anonym aktivist ødelægger hun gentagne gange en aluminiumsfabriks elforsyning, mens hun med nød og næppe undgår helikopter og droner, som politiet sender efter hende.
Aktivismen kan let få store personlige konsekvenser for Halla, og som risikoen for at blive opdaget spidser mere og mere til, stiger spændingen også stødt. Sideløbende med hovedplottet er der imidlertid også komiske indslag, for Erlingsson har ikke kunnet give helt slip på debutens skæve og absurde univers. Således består et hyggeligt, tilbagevendende indslag af en spansktalende og yderst uheldig turist. Mange gange i løbet af filmen bliver han arresteret af politiet, fordi han tilfældigvis forvilder sig hen til de steder, hvor Halla opererer.
Desværre er et andet komisk element så skævt, at det ikke gør den ellers interessante fortælling nogen tjeneste. Under hele forløbet bliver filmens underlægningsmusik fremført af et tre mand stort husorkester samt lille kor af tre folkesangerinder i traditionelle dragter. De optræder vel at mærke alle i billedet, hver gang musikken lyder, men for det meste uden at karaktererne kan se dem.
Idéen, der vækker mindelser om svenske Roy Anderssons absurde film, er i udgangspunktet sjov, og i første scene overraskes man da også. Men joken bliver hurtigt gammel og irriterende i længden. Når kameraet gang på gang skal hvile på spillemændene, sænker det nemlig tempoet mærkbart, ligesom det uundgåeligt har en distancerende effekt, der går ud over indlevelsen.
Trods disse reservationer er Kvinde på krigsstien stadig en både underholdende og dybt aktuel film. Erlingsson og medmanuskriptforfatter Ólafur Egilsson rammer i dén grad samtidsånden, hvor klimafrygten i stigende grad er på dagsordnen. Det er let at reagere med afmagt over planetens usikre fremtid, for hvad kan man som enkeltperson egentlig stille op?
I stedet for at tøve går Halla selvtægtens vej, når hun i sit tv ser en verden i krise. Det betyder ikke, at Kvinde på krigsstien er frelst. For det er bestemt ikke alle i hendes omgangskreds, der mener, at denne ansigtsløse aktivist gør det rigtige, når hun sådan går uden om demokratiet med sit hærværk. En kvinde i tv-debatten sammenligner hende endda med Anders Behring Breivik – så er man da godt nok blevet misforstået.
Erlingsson afholder sig fra at skrive et sort-hvidt klimamanifest. Men med løftet næve og et smil på læben griber han fat i en genkendelig, insisterende følelse, der kun kan tage til i de kommende år.
Kommentarer