Af Christian Povlsen
Det er ikke mere end en måned siden, at vi sidst så en ubådsfilm i biffen. Det var med actionbaskeren Hunter Killer (2018), som vi her på Ordet barmhjertigt tildelte tre stjerner. Nu er vi klar til endnu en gang at pudse periskopet, og så er det ovenikøbet med dansk films vidunderbarn, Thomas Vinterberg ved roret.
Ti år efter Sovjetunionens opløsning skal ubåden Kursk ud på en rutinemæssig militærøvelse. Da en af torpedoerne ombord overopheder og sprænger i luften, efterlades en lille håndfuld overlevende på bunden af Barentshavet. I spidsen for den uheldige besætning står officeren Mikhail Averin spillet af belgiske Matthias Schoenaerts. Vesten står klar til at hjælpe, men den russiske stolthed er tilsyneladende for stor, og det kommunistiske hemmelighedskræmmeri ulmer stadig.
Klaustrofobi og paranoia er ofte synonym med ubådsfilm. Højt hævet over alle andre i genren står Wolfgang Petersens fuldendte og ofte imiterede Das Boot (1981). Der er da også enkelte scener i filmen, som momentvis skaber en brøkdel af den samme spænding, men besætningsmedlemmerne i Kursk er alt for anonyme og kedelige til, at man for alvor føler noget for dem.
I Vinterbergs film er det ofte børnene, der må lide for de voksnes synder. Denne gang er ingen undtagelse. Centralt i fortællingen har vi nemlig officer Mikhails kone og barn, spillet af henholdsvis en højgravid Léa Seydoux og Artemiy Spiridonov. Sammen med de andre pårørende på landjorden bliver de ført bag lyset af det postsovjetiske styres løgne. Det er tydeligt, at vi skal have sympati for familien, men det lykkes bare ikke rigtig. Filmen er simpelthen alt for proppet med karakterer til, at man for alvor knytter sig til nogle af dem. Det er synd, for det er kompetente skuespillere, vi har med at gøre.
Kursk byder på en beundringsværdig blanding af danske og internationale skuespillere. Værd at fremhæve er engelske Colin Firth, svenske Max von Sydow og især den danske spasmager Magnus Millang, der optræder i en forbavsende overbevisende præstation som et af ubådens besætningsmedlemmer. Når man ser filmen, kan man ikke lade være med at lege: ”spot en dansker”. Den sværeste at spotte er nok Zlatko Burić. Hvis du finder ham, får du 10 point!
Dette er Vinterbergs mest effekttunge film til dato, men det ligner mest af alt en middelmådig Tv-film. Hans instruktion er desværre kedelig og upersonlig, selv med den Oscar-vindende fotograf Anthony Dod Mantle bag kameraet. Der leges dog lidt med filmens billedformat, da der skiftes til CinemaScope første gang, vi ser ubåden dykke. Bliver dette virkemiddel brugt rigtigt, kan det have en effektfuld virkning, men her virker det bare som en underlig gimmick. På den mere positive side skal dog nævnes Alexandre Desplats glimrende musik. Uden den ville mange af filmens scener synke helt til bunds, men musikken får filmen til lige akkurat at holde sig oven vande.
Filmen er mest interessant, når den holder sig til at vise os de politiske og strategiske overvejelser i forbindelse med redningsaktionen. Men det er langt fra nok. Som melodrama er det også en ret flad fornemmelse, man sidder tilbage med. Filmen mangler simpelthen den nerve og menneskelighed, som vi kender det fra mange af Vinterbergs tidligere film. Ved den virkelige katastrofe beviste russerne at én af de værste dødssynder i krig og politik er hovmod. I filmudgaven viser Vinterberg at den største dødssynd, når det kommer til film, er kedsomhed.
Kommentarer