[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Asta Schantz Koch[/vc_column_text][vc_column_text]På søndag den 22. februar rettes alle filminteresseredes øjne endnu engang mod Hollywood, filmmogulernes mekka, for filmindustrien skal fejre sig selv endnu engang. For nu er det blevet Oscar-tid. Og det betyder prompt og pragt, guldbelagte statuetter, jakkesæt, showdans, gallakjoler og stjernebeklædte røde løbere. Med andre ord: Hollywood, når det er bedst.
Alle de nominerede drømmer sikkert om, at det bliver netop deres navn, der ligger i den gyldne kuvert søndag, og det er dem, der skal hædres med applaus. Men for at modtage den gyldne statuette medfølger også forventningen om den famøse takketale. Det er i de få minutter, vinderen er i rampelyset, at deres evner for alvor skal skinne igennem. Men ser man tilbage i takketalens historie, er det langt fra alle, der formår at levere en velfungerende tale.
Takketaler for dummies
Bevar fatningen, husk at takke alle og overhold tiden. Når musikken begynder at spille igen, betyder det altså, at du skal forlade podiet. Ellers får de europæerne, der ser med, overhovedet ikke nogen søvn.
Der findes adskillige tips og trick til, hvordan den perfekte takketale skal være. Og især ved Oscaruddelingen bliver der lagt meget mærke til, hvordan den enkelte prismodtager formår at takke akademiet og alle de andre. Den gode takketale bør (selvsigende kunne man mene) takke alle involverede i den vindende produktion; man skal give udtryk for, hvor stor en ære det er at modtage en sådan pris. Derudover skal prismodtageren sige noget personligt, sige noget inspirerende, igen takke alle, og så komme med et final statement, der giver resonans blandt de tusinder af takketaler, der er givet i Oscaruddelingens historie.
Det er høje krav, der stilles – og høje forventninger. Så måske bør de nominerede næsten håbe på, at der ikke er deres navn i kuverten.
Mange vindere har formået at levere næsten fejlfri takketaler, der har givet næsten Martin Luther Kingsk genklang efterfølgende. Da Hilary Swank modtog sin anden Oscar for sin rolle som den ihærdige kvindelige bokser i Clint Eastwoods Million Dollar Baby (2004), konstaterede hun rørstrømsk: ”I don’t know what I did in this life to derserve all this. I’m just a girl from a trailer park who had a dream.”
Efterfølgende huskede hun at takke Akadamiet (Academy of Motion Picture Arts and Sciences), sine mednominerede og hele filmholdet. Så sin mand og Clinten selv. På alle måder en rørende tale, men Hilary holdt masken.
En anden eksalteret vinder, der formåede at gøre indtryk, var Cuba Gooding Jr., der i 1997 vandt for sin rolle i Jerry Maguire (1996). Det var en umådeligt glad mand, der indtog scenen, tog imod sin Oscar-statuette og med det samme gjorde opmærksom på, at han godt var klar over tidsbegrænsningen. ”I know I have a litte bit of time so I’m gonna rush and say everybody, and you cut away, I won’t be mad at you.”
Hans tale varede ganske vist lidt længere, men glæden og æren over at have vundet kom frem i én enkelt bemærkning. Kort men godt. Det er dog ikke alle prismodtagere, der har læst reglerne for, hvad en vindertale bør indeholde.
Når følelserne får (for) frit løb
Det hænder i ny og næ, at følelserne tager overhånd hos vinderne, og de får lidt svært ved at håndtere det hele. Det skete blandt andet, da Halle Berry vandt for sin rolle i Monster’s Ball (2001). Først udbrød hun stille ”oh my god” utallige gange, og da hun endelig nåede op på scenen, måtte prisoverrækkeren, Russel Crowe, give hende et par beroligende ord med på vejen. Der gik næsten flere minutter, før hun fik sagt andet end ”Oh my god, I’m sorry”, mens hun græd videre. Men det endte da alligevel med, at Halle fik fremstammet et par tårevædede tak.
En lignende præstation leverede Gwyneth Paltrow, der hun (overraskende nok) modtog en pris for sin rolle i Miramax’ historiske indiedrama, Shakespeare in Love (1998). Grædefærdigt indtog hun scenen som en vaskeægte Barbie i lyserød kjole med opsat blondt hår, og takkede alle de rigtige. Men da hun nåede til sin familie, begyndte stemmen at ryste og tårerne at trille.
Der er dog andre måder at håndtere det overvældende øjeblik, hvilket Roberto Benigni i den grad demonstrerede, da hans film La vita è bella (1997) blev hædret med prisen for bedste udenlandske film. Da Sophia Loren annoncerede vinderen, sprang den lykkelige italiener i en glædesrus op på sæderne, gav high-fives til de omkringsiddende publikummer og hoppede til sidst, pingvin-style, op på scene for at sige tak med en næsten uforståelig italiensk accent.
”There must be some terrible mistake. I used up all my English!”. Året efter skulle italieneren traditionen tro overrække prisen for bedste kvindelige skuespiller, men denne gang fik han ikke lov til at indtage scenen på egen hånd. I stedet fulgte Billy Crystal pligtskyldigt efter med et net, der i nødstilfælde kunne bruges til at forsøge at kontrollere den excentriske Benigni.
Et vaskeægte Oscar-moment
Takketalen kan også være mere end en takketale, hvilket en Marlon Brando-stand in demonstrerede i 1973. Brando vandt en Oscar for The Godfather (1972), men i stedet for selv at møde på, sendte han Sachee Littlefeather, en Apache-indianer, der på Brandos vegne nægtede at tage imod den prestigefyldte statuette. I stedet blev takketalen brugt som talerør for politisk protest mod den måde, film- og tv-industrien behandlede indianerne. Littlefeathers ord blev modtaget af både tilråb og klapsalver, men ligegyldigt hvad, så havde takketalen i hvert fald den ønskede effekt. Det handlede lige pludselig ikke om priser men i stedet om politik.
Der findes altså mange forskellige bud på, hvad en takketale kan indeholde, og hvordan den kan leveres. Men selvom der er ’anbefalinger’ og kurser i, hvordan en sådan tale bør være, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det bør være sådan. For med 86 Oscaruddelinger, og mange andre prisuddelinger, har der været rigtig, rigtig mange bud på takketaler, men det er langt fra dem alle, man husker og snakker om igen. Og igen. Og Igen.
Så måske er det netop de anderledes og de aparte, der gør dem mindeværdige Oscar-moments, der adskiller sig fra det ellers meget traditionelle opskriftstro show. Og netop dét er måske kunsten at sige tak.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer