Anmeldelse
KRIGSFOTOGRAFEN: I øjenhøjde med krigens gru og hjemmets konflikter

Af Morten Kildebæk.

Når man skal tidligt op om mandagen, vrisser over dårligt parkerede elløbehjul, og taber sin smartphone i toilettet, kan man hurtigt komme til at glemme, hvor heldig man er i det overordnede billede. Andre steder i verden er mennesker ramt af dårligdom og smerte, der får vores first world problems til at blegne noget så frygteligt ved sammenligning.

Det er krigsfotografen Jan Grarups job at minde os om det. I en periode på seks år har dokumentaristen Boris B. Bertram fulgt den danske fotograf, som har vundet over 200 priser for sine journalistisk aktuelle og æstetisk betagende billeder.

Krigsfotografen tager os med Grarup i felten. Vi placeres i øjenhøjde med de civile i Mosul, der flygter fra Islamisk Stat. Livløse kroppe ligger op af en støvet husmur. Et barn bundet ind i bandager bæres ind i en ambulance. Lyde af bomber og geværsalver buldrer i baggrunden, og nogle gange kommer de uhyggeligt tæt på.

Disse håndholdte scener er gruopvækkende intense, og man holder vejret synkront med Grarup. Det er imidlertid tydeligt, at han er vant til det farlige arbejde, hvorfor øjeblikke af absurd humor også titter frem – som da han er så optaget af at nørde kameralinser med en hollandsk fotograf, at han næsten ikke ænser de eksplosioner, der høres lige i nærheden.

Parallelt med Jan Grarups arbejde i krigsramte lande, følger dokumentaren ham også på hjemmefronten, hvor familien rammes af en tragedie. Da ekskonen Zasha hospitalsindlægges med en kræfttumor i hjernen, må deres tre fælles børn flytte hjem til Jan, der pludselig står alene med et stort ansvar. At han så fortsat forlader sine børn for at fotografere i krigszoner virker måske som et lettere risikabelt valg, men der må være noget i disse brændpunkter, som han ikke kan slippe.

Boris B. Bertram benytter sig undervejs ikke af opstillede interviews eller voice-over for at forklare, hvordan personerne har det, eller hvorfor de agerer, som de gør. Som observerende dokumentar er Krigsfotografen effektivt sat sammen. Selvom man måske kan savne nogle svar undervejs, styrker det også filmens fascinationskraft, at man selv må tolke på personernes adfærd og ansigtsudtryk.

Det er tydeligt, at sorgen hænger over familien. Specielt sønnen Elias synes med sin fåmælte facon at skubbe faren væk. Men heldigvis er alt ikke krig og sorg. I hjemmets rammer opstår der også komiske og hjertevarme stunder. I en yderst morsom scene flegner den ene datter fuldstændigt ud på sin far, fordi han er kommet til at vaske hendes dyre Isabel Marant-jakke, hvis farve nu er gået fra hvid til lyserød. ”Fucking idiot, altså,” udbryder hun, mens Jan grinende siger: ”Ja, den har jeg ødelagt,” mens han beder den anden datter om at holde med at grine.

På den måde tegner Krigsfotografen, uden unødige virkemidler, kontrasten skarpt op mellem hverdagslige problemer og en dødsensalvorlig krig. Man kan kun lade sig imponere over hovedpersonens evne til at jonglere med begge dele.

Kommentarer