[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Sandø Hansen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den sagnomspundne Kong Arthur, må siges at være en af de mest legendariske skikkelser i vestlige fortællinger. Hans historie er dog sammenstykket af digterisk fantasi og såkaldt folklore, og en virkelig eksistens er derfor usikker. I Guy Ritchies favntag er der derfor langt til virkeligheden, og den dybere mening, mate!
Vi befinder vi os i tiden før Arthur udråbes til konge af England. Arthurs magtliderlige onkel, Vortigern (Jude Law), vender sig med et forgiftet blik imod sin egen bror, Kong Uther (Eric Bana), og tiltvinger sig magten. Som barn nødsages Arthur derfor til at flygte, og han vokser op i byen Londiniums slumkvarterer og baggårde. Med årene formes han af disse og udvikler sig til en hård slagsbror, uden videre kendskab til sit ophav. Skæbnen vil dog, at en uvidende Arthur (en veloplagt Charlie Hunnam) trækker det magiske kongesværd, Excalibur, op af stenen. Herfra må Arthur påtage sig ansvaret, at sætte en stopper for onkel Vortigerns regime og generobre tronen som den retmæssige arving, byrde eller ej, mate!
Instruktøren, Guy Ritchie, synes at have taget idéen om digterisk fantasi til sig, og har pakket realismen langt væk. Universet i Kong Arthur: Legenden om Sværdet, bevæger sig indenfor fantasygenren, idet vi får serveret troldmænd, fabeldyr og mørke underverdener. Alt dette er så tilsat de velkendte Guy Ritchie krydderier, i form af stiliseret og højoktan vold, hurtige klipperytmer, skæve indstillinger, rappe replikker og et væld af (overfladiske) karakterer, mate!
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Kong Arthur: Legenden om Sværdet[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Guy Ritchie[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Valget af denne stilblanding gør at man til tider kan være i tvivl om hvorvidt man er vidne til fortællingen om en sagnkonge. Især personificeringen af Arthur har det komiske træk hele filmen igennem, at denne fremstår som gavflab, iklædt moderigtigt middelalderkluns, tilbagestrøget slikhår, samt Hunnams nordengelske dialekt, der kunne begå sig i programmet Geordie Shore. Med andre ord degraderes legenden til en typisk gadedreng som set i Ritchies tidligere film: Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998) og Snatch (2000). Endvidere gøres den måske mest ikoniske myte om Arthur, hvori sværdet trækkes ud af stenen, til en noget komisk affære, idet en hvis pensioneret fodboldspiller optræder, i en noget uventet cameo, mate!
De mange karakterer gør at man aldrig kommer ind under huden på dem, og derfor fremstår de mest som ligegyldigt fyld, i en historie der af og til føles lang. Plottet fremstår banalt og man kommer derfor til at kede sig undervejs. Men ikke desto mindre, så er det alligevel seværdigt når Arthur og hans slæng giver på munden. Guy Ritchie leverer smæk for skillingen når først han ruller sig ud, og filmens episke åbningsscene er absolut et bevis på dette. Der er bare for lidt, mate!
Hele herligheden understøttes dog af et rungende mørkt og ret så stemningsmættet lydbillede, komponeret af Daniel Pemberton, i en visuel verden af grå og blege farver (og unødvendig 3D), mate!
Generelt er fokus på en stilistisk eksekvering, fremfor en narrativ drevet kompleks historie, og dette skaber en mildest talt blandet affære. Fantasygenren får sig her et frisk pust, samt noget moderne og rå kant, igennem i Ritchies særegne stil. Men selve historiens indre, eller mangel på samme, forfalder derved til filmens blege ydre. Motivation og handling giver simpelthen ikke nogen dybere mening, og det hele ender ud i en vag affære, der lider under et manikæisk verdensbillede, og mere eller mindre gumpetunge replikker, mate!
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer