Af Lise Burmeister
Biograflærredet prydes af en funklende stjernehimmel, mens en blid voice-over stemme forklarer begrebet ’kollision’: Når to eller flere objekter oplever et fatalt sammenstød, kan de, som en sommerfugleeffekt, sende bølger af konsekvenser videre ud blandt sine omgivelser. Derved kan kaos og splittelse opstå fra bare én enkelt konflikt. Også blandt mennesker. Det er en elegant og meget eksakt metafor for de dansk-iranske Avaz-brødres nye filmiske følelsesbombe, der selvfølgelig har fået titlen Kollision.
En af dansk films foretrukne leading men, Nikolaj Lie Kaas, står i centrum i rollen som den succesfulde Leo. Han er nyudnævnt direktør i sin svigerfars (en ret så led Tommy Kenter) store energifirma og tilbringer derfor en del tid væk fra familien. Det skaber gnidninger mellem ham og hustruen Olivia (Cecilie Stenspil), som ellers virker til at have et stærkt og kærlighedsfyldt ægteskab.
Men så rammes den ellers privilegerede familie af en kæmpe tragedie, og deres tunge sorg bliver katalysatoren for en lang række katastrofale kollisioner. Leo og Olivia håndterer krisen forskelligt, og misforståelserne splitter dem ad. Leos undertrykte følelser fører til nogle dumdristige beslutninger, Olivia flytter hjem til familiegodset med parrets datter Liv (Karla Avaz), og en PTSD-ramt onkel (Sebastian Jessen) vender hjem fra Afghanistan. Alt imens smider en ond svigerfar yderligere brænde på bålet. Den ene ulykke bliver hurtigt efterfulgt af den næste, og det hele kulminerer i en dybt frustrerende skilsmissesag. Her bliver Liv fanget i midten af den ubarmhjertige familiestrid, som vi desværre ser det ske alt for ofte i den virkelige verden.
Filmen udvikler sig langsomt til en voldsom kollision af forskellige karakterer, overskærende handlingstråde, store tematikker og endnu større følelser. Og konsekvensen bliver, at den simpelthen ikke formår at rumme det hele.
Alle skuespillere er i topform, og deres instruktør, Mehdi Avaz, har tydeligvis godt styr på at skildre stor dramatik. Især hans niece Karla, datteren af producer Misam Avaz, udviser masser af talent i sin skuespildebut som den eftertænksomme Liv. Men størstedelen af filmens alt for mange biroller får ikke samme mulighed for at blive hele karakterer, hvilket resulterer i et ret så stereotypt persongalleri.
Historien mister lidt af sit fodfæste, når eksempelvis Leos svigerfar pludselig vender sig mod ham uden nogen motivation eller bevæggrund udover den, at Leo selvfølgelig skal have så meget modgang som overhovedet muligt. Tommy Kenter spiller rollen godt, men i sidste ende er han bare ond, fordi enhver film åbenbart skal have en skurk.
Da retssalsdramaet senere udfolder sig, indtræder endnu en stereotyp birollekarakter i form af Rasmus Bjerg som Olivias usympatiske familieadvokat. Et klassisk, men også rimelig klichefyldt filmkneb for igen at stille det gode op imod det onde.
Men det værste eksempel må nok være Olivias bror Frederik, hvis PTSD får en alt for stor betydning hen mod filmens slutning, i forhold til hvor lidt hans karakter rent faktisk fylder. Frederiks krigstraumer bliver brugt til at overøse filmen med endnu mere alvorlig tematik og grådfyldte scener frem for at blive behandlet som det alvorlige emne, det i sig selv er.
Avaz-brødrene har lavet en visuelt flot og medrivende film med godt skuespil og et vigtigt budskab. Men hen ad vejen mister Kollision sit greb om virkeligheden og karakterernes troværdighed, fordi den prioriterer enhver undskyldning for chok-effekt eller store følelser frem for det nære og solide drama. De tre brødre er uden tvivl ambitiøse filmskabere, men den svære toer er i denne omgang blevet en al for stor mundfuld med alt for mange ensidige karakterer. Til deres næste film skal Avaz-brødrene måske tænke over udtrykket ”less is more”.
Kommentarer