Af Tilde Søgaard Carlsen
Loyal to Familia er ikke længere forbeholdt Nørrebros bandemiljø, men eksisterer som en usund familiedynamik et sted i det provinsielle Danmark. Her er kærligheden hårdhændet og kontant, og krammere og knytnæver udveksles med samme frekvens. Frygt og tryghed går hånd i hånd og har et fast greb om familiens medlemmer, hvor loyalitet og kærlighed er to sider af samme sag.
17-årige Ida (Sandra Guldberg Kampp) har mistet sin mor, og hendes far er ude af billedet. Hun sendes derfor i pleje hos sin moster (Sidse Babett Knudsen) og hendes tre ældre sønner: Jonas (Joachim Fjelstrup), David (Elliott Crosset Hove) og Mads (Besir Zeciri), der i fællesskab følger den kriminelle levevej som en dansk mafia-familie med God-moster i førersædet. Ida nyder godt af deres kærlighed og omsorg, men jo mere hun inddrages i familiens business, des mere går det op for hende, at også kærligheden har en pris.
Jeanette Nordahl spillefilmsdebuterer med Kød & blod og kan i øvrigt prale af en verdenspremiere på dette års Berlinale. Filmen var udtaget til sideprogrammet Panorama, der udforsker nye og ukonventionelle sider af filmmediets potentiale. Og Kød & blod er for så vidt også ny i en dansk sammenhæng, men tilslutter sig alligevel kendte konventioner og klichéer fra mafiafilmens verden. Filmen er langt hen ad vejen ganske forudsigelig, men ikke desto mindre underholdende med grinagtige replikker og dødsalvorligt drama.
Filmen mestrer de interne dynamikker og interaktioner, der gør én tilfredsstillende utilpas, når man drages ind i familiens mærkværdige samkvem. Der er ikke tale om koldblodige gangsters, men snarere relaterbare drengerøve med en helbredsskadelig moderbinding. I takt med Idas indslusning får man gradvist indblik i deres styrker og svagheder, hvor loyalitet er familiens mantra, og et brud på dette slår hånden af forræderen. Kærlighed er der masser af, men den er kynisk, og den koster.
Desværre kommer man ikke helt ind under huden på filmens karakterer, og Ida som hovedperson er overvejende uinteressant. Filmen kan dog undskylde sig med en god sammensætning af karakterer, der alle bidrager til den samlede fortælling i kraft af deres individuelle personaer. David er i virkeligheden filmens nerve, legemliggjort af talentfulde Elliott Crosset Hove, og det er hans historie, der gør filmen seværdig. Han er manifestationen af, hvor svært blodets bånd er at bryde – og i højere grad når man har kriminelle gener.
Kød & blod er på grænsen til at gabe over for meget, hvorfor jeg savner en større dybde og at komme helt ind til benet – gennem kød og blod, om man så må sige – på fortællingen og dens karakterer. Historien er ikke svær at gennemskue, før vi når mod enden, hvor filmen pludselig stikker af i en uforudset retning og uden at finde tilbage på sporet.
Med det sagt er Kød & blod en underholdende film, som skal anerkendes for sit vovemod, der med glimt i øjet puster liv i den danske mafiafilm som et tiltrængt skud på den lille stamme.
Kommentarer