Af Oskar Stone
De tre Klassefesten-forgængere har tilsammen rundet over halvanden million solgte biografbilletter – omtrent 25 procent af Danmarks befolkning. Dermed har Klassefesten for længst skrevet sig ind i rækken af Danmarks mest kommercielt succesfulde folkekomedier. Den har cementeret Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby som midaldrende folkehelte og bevist, at genkendelighed fortsat sælger. Med den nye efternøler, 10 år siden vi forlod de tre venner på kirkegulvet, trækkes vi ind til endnu en dans, hvor kreativ udmattelse maskeres gennem temaer som prostatakræft, hjemmegående fædre og erektionsproblemer. Det mest nævneværdige ved Klassefesten 4: Venner for livet er, hvor forbløffende lidt den egentlig vil.
Niels (Nicolaj Kopernikus) kæmper med depression og følgerne efter prostatakræft. Han kan ikke længere få rejsning, som skaber en dyb midtlivskrise, han ellers har været igennem 3 gange før. De to venner, Andreas (Anders W. Berthelsen) og Thomas (Troels Lyby), forsøger at hjælpe ham igennem krisen ved at ty til alternative metoder, såsom chokbølger til underlivet, utroskab uden konsekvenser, swingerklubber og meget mere, alt imens de selv dealer med deres egne problemer (igen). Deres rejse trækker dem gennem det fynske landskab og ender til et guldbryllup, som de kommer for sent til (igen).
De samme mønstre og forudsigelige greb danner rammen om endnu et genkendeligt plot – denne gang med mærkbart mindre på hjerte.Der er ellers emner som sygdom, mandlig sårbarhed, catfishing og forældreskab, men de fungerer mest som løse tematiske markører, næsten som rekvisitter i en sketch. Temaerne anerkendes, berøres og forlades igen til fordel for velkendte penisjokes, swingerstemning og humor fra samme velafprøvede skuffe.Det er moderne folkekomedie på rutineniveau, hvor ambitionen let forsvinder i de nemme grin og de samme mønstre, der har fulgt alle fire film hele vejen igennem. Det, der kunne have været et mere modent humoristisk blik på voksenlivets tematikker, ender i stedet som endnu en omgang bekvem eskapisme, uden egentlig substans.
Et lille lyspunkt, som stråler gennem skærmen, er Anders W. Berthelsen, som på ny vis formår at levere en dygtig, fysisk humoristisk præstation. Han er filmens eneste holdepunkt, den sidste rest af den menneskelighed og timing, der engang gav den første Klassefesten (2011) sin berettigelse. Kemien mellem de tre danske publikumsfavoritter er god og naturlig: et vidnesbyrd om mange års samspil, men den kan ikke alene kompensere for et manuskript uden retning.
At Klassefesten nu runder fjerde kapitel er i sig selv en bedrift, men den nyeste film efterlader én i tvivl om, hvad formålet egentligt er. Måske er det også okay. Måske har vi brug for at glemme alt det seriøse omkring os for en stund og se en film, der endnu engang handler om Nicolaj Kopernikus’ klunker. Selv med ja-hatten på er det kunstneriske engagement for længst sivet ud, omend Klassefesten måske stadig har sin kommercielle gennemslagskraft.
Måske siger det også noget om dansk filmindustri, at vi nu kigger ned i løbet på det 4. skud fra hoften. Billetsalgene taler for sig selv, men burde vi forlange mere end rutineproduktioner, der lever på nostalgi og laveste humoristiske fællesnævner? Selv den længste klassefest må på et tidspunkt rundes af. Tiden synes at være inde.