Klassefesten 3 – Dåben: Den værste fest nogensinde

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I disse tider hiver Danmark og dansk film anerkendelse og priser hjem verden over. En Oscar-nominering i februar, en Sølvbjørn til Trine Dyrholm og senest en Emmy til Susanne Bier. De danske dramaer er nærmest ustoppelige, men herhjemme dyrkes også den kære danske folkekomedie, som ikke nødvendigvis hiver priser hjem, men derimod folk i biograferne. Klassefesten 3 – Dåben er endnu en film inden for sidstnævnte genre og efter at have set den, vil det undre mig, hvis folk gider at bruge tid og penge på den.

 

Man siger, at sandheden skal høres fra børn og fulde folk… men manuskripter skal de i hvert fald ikke skrive! Humoren i Klassefesten 3 er så barnlig og fladpandet, at det halve kunne være nok. Nu er det ikke mange uger siden, at jeg hyldede Sausage Party (2016) for sine platte og bizarre eskapader. Men når Andreas, Thomas og Niels’ ligeså platte episoder bliver indhyllet i det pæne folkekomedie-tæppe, så falder det hele til jorden med et brag så stort, at det måtte kunne høres fra det ydre rum. Hvis en fortælling skal være plat og bizar, så kør linen ud og provokér.

 [/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Klassefesten 3: Dåben[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:1-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Birger Larsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Som om det ikke var nok, så prøver man sig også med det, som Klovn (2005-2009) perfektionerede i sin tid, nemlig pinligheden. Grunden til at vi med glæde gruede os igennem Franks ene pinlige episode efter den anden i Klovn var, at situationerne var genkendelige. Dette er langt fra tilfældet i Klassefesten 3. Situationerne er langt fra noget, vi alle kender, at intet rationelt menneske ville gøre det samme. Hvem i alverden ville dog uden lægelig kyndighed forsøge at flå en kikkert ud af sin kammerats urinrør blot for at få noget på den dumme? Andreas, Thomas og Niels er nærmest nogle sadistiske psykopater, hvis optrin ikke er sjove, men derimod kun pinlige på den tåkrummende, dårlige facon.

 

En styrke ved mange danske komediefilm har været en omfattende brug af komiske biroller. Dette træk har vist sig at være et klogt ét ufatteligt mange gange, og derfor er det endnu mere ufatteligt, at Klassefesten 3 overhovedet ikke har nogle vigtige, komiske eller elskværdige biroller. Det tætteste, vi kommer på det, er en paralyseret far, der jævnligt skider i bukserne. Trist. Derfor er de eneste karakterer der huskes efter filmen de tre hovedroller, men det er bestemt ikke for deres præstationer, at de skal huskes. Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus kan slippe af sted med det, men de bliver så til gengæld også trukket gevaldigt ned af en håbløst ringe præstation af hele Danmarks Anders W. Berthelsen. Som fortællingens egentlige hovedkarakter er det meningen, at vi skal kunne relatere til ham, men det er umuligt, når han konstant overspiller, udsætter sine venner og omgivelser (sågar sin egen far) for dødsensfarlige og ydmygende scenarier og bare generelt er en stor idiot hele vejen igennem.

 

Jovist, jeg har ikke set de to første i rækken af Klassefesten-film, men hvis denne tredje er et udtryk for den generelle humor og kvalitet, så er jeg ikke gået glip af noget og priser mig lykkelig derved. Måske er jeg bare for ung til at være i målgruppen og forstår derfor ikke humoren i sjatpisseri og midtvejskriser, men Klassefesten 3 er ganske enkelt en af de ringeste danske komediefilm, jeg nogensinde har lagt øjne til. Denne fest burde være lukket og slukket for lang tid siden. 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer