[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Line Nylandsted[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der findes to typer af familier. De, der lever lovlydigt og de, der ikke gør. De la familia Puccio er et pragteksemplar på sidstnævnte.
Dynastiets overhoved, Aquímedes Puccio (Guillermo Francella), fejer fortovet foran familiens beskedne residens i Buenos Aires i starten af 1980erne. Samtidig holder resten af hans familie på samme anonyme manér gang i deres dækhistorier. Argentina er netop vendt tilbage til demokratiet, men det betyder på ingen måde, at omfanget af korruption og kriminalitet, som har gennemsyret det argentinske samfund, er faldet.
Gennem mafia-inspirerede kidnapninger af familiens velstående bekendte, skaber Aquímedes en klækkelig formue, som vokser i takt med, at sønnens, Alejandro (Peter Lanzini), tiltro til ham forsvinder. Aquímedes er på en og samme tid karismatisk, kold og kynisk, og det er igennem hans karakter, at vi forstår den grusomhed, som det argentinske folk har levet under. Da Alejandro viser tegn på modstand mod det alternative familieforetagende, lokkes han med en større andel af den seneste løsesum. Ubesværet kontrollerer Aquímedes familie, forretning og fremtiden for hans fem børn, men forstår han også at tage ansvaret, når tingene spidser til?
Klanen fortæller den sande historie om Puccio-familien gennem lange svævende indstillinger i deres, på overfladen, ordinære argentinske hverdag. Instruktør Pablo Trapero lader kameraet dvæle ved moderen, Epifanía (Lili Popovich), der med en overdimensioneret kniv, erfarent og roligt, skærer kød ud i familiens køkken. Herefter introduceres vi, motiveret af Aquímedes’ drift igennem rummene i en lang indstilling, for de forskellige familiemedlemmer i lejligheden og deres trivielle gøremål. Rundturen afsluttes på badeværelset, hvor Puccios seneste kidnapning, beskidt og skrækslagen, krampagtigt forsøger at kæmpe sig fri fra det badekar, han er bundet til. Dette er en af Klanens skarpeste finesser, som går igen med en vis variation gennem filmen. Trapero opsætter en stærk kontrast mellem den alt for beherskede Aquímedes’ ydre og det kaos, der udspiller sig under overfladen i familiens hjem og samfundet generelt. Hvis man ikke allerede var med på absurditeten, så sørger den fornemme udlægning af kontrasterne for, at man bliver det.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Klanen[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Pablo Trapero[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Argentina & Spanien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Men finesserne ved de fornuftsstridige scener stopper ikke her. De får os også til at grine af karakterernes ret klodsede argentinske charme og febrilske, naive valg. Især Lanzini leverer en sympatisk og overbevisende fortolkning af Alejandros etiske kamp og konsekvenserne heraf, som resulterer i en, tør man sige, lidt uventet drejning, hen mod slutningen af filmen.
Klanen er ikke kronologisk. Til gengæld er den klog og korrupt. Den giver os gradvist, hvad der forekommer som alt for meget information, så vi som moralens vogtere kan klappe os selv på skulderen tidligt i filmen, før karaktererne selv kender deres egen skæbne. Samtidig er det hjerteskærende at være vidne til, hvordan Aquímedes langsomt lokker Alejandro i fordærv. Der etableres elegant en afgørende sympati med Alejandro, som forstærkes gennem hans egen uvidenhed. Alejandro står i stærk kontrast til faderens iskolde ydre med sine brune øjne og mørke krøller og det i en sådan grad, at man undres over, om de to virkelig deler samme gener. Far og søn indeholder netop de karaktertræk der skal til for at der dannes fine spændingerne mellem og vi investerer i historien.
Trapero blev med Klanen sidste års Sølvløve-vinder i Venedig, og det er der ikke noget at sige til. Med den historie som Klanen succesfuldt fortæller, skulle man tro, at man forlader biografen med et sind en anelse mørkere end 110 minutter tidligere. Dette er ingenlunde tilfældet. Fortalt med en sydamerikansk dynamik, tragikomisk stemning og spot-on udvalgte musiknumre fra 80erne, der brager gennem en pæn andel af scenerne, skal man være død, for ikke at føle en vis livsbekræftelse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer