Af Tobias Møbjerg Nielsen

Kensukes kongerige fortæller historien om Michael (Aaron MacGregor), der under en storm falder over bord fra sin families båd og strander på en øde ø med sin hund Stella. Men da Michael og Stella er ved at bukke under for manglen på vand og mad møder de øens hemmelige beboer: Kensuke (Ken Watanabe). Kensuke tager dem modvilligt til sig og viser dem alt det skønne, øen kan tilbyde.

Og sikke en skønhed det er. Filmen virker med sin 2D-animerede stil som et nostalgisk gensyn med gamle VHS-tegnefilm fra 80’erne og 90’erne. Samtidigt er der et moderne strømlinet billede, der kommer med nutidens digitale værktøjer. Filmen føles på denne måde velkendt og nytænkende i en behagelig sammensmeltet blanding. Desværre bliver filmens mindre detaljerede områder også tydeligere. Særligt nogle af de intime øjeblikke, hvor fokus er på karakterernes ansigter, har knap så meget pondus som de bredere billeder, vi ser. Kensukes bedrøvelse eller Michaels overraskelse har ikke den samme indlevelse, fordi deres ansigter virker glatte og mangler karakter. Heldigvis forbliver billederne med vidvinkel flotte og mindeværdige.

Hvad der angår historien, er det svært at sige meget mere, end det jeg allerede har beskrevet vagt, da det ville fortælle resten af filmen. Plottet er ganske simpelt og kræver ikke det store fokus fra de ældre seere, for at forstå hvad der sker. Det er en historie som er blevet fortalt igen og igen, og i mere imponerende stil – se blot Cast Away (2000), Life of Pi (2012) eller den klassiske Robinson Crusoe-fortælling. Dog er disse film nok ikke, hvad man vil betegne som børnefilm, selvom jeg ganske vist var 10 år selv, da jeg så Life of Pi.

Derimod føles Kensukes kongerige på mange måder som en film lavet til små børn. Jeg siger små børn, fordi intet i historien ligger mellem linjerne. Der er ikke noget i filmen som ikke bliver penslet ud for seeren, selv Kensukes baggrundshistorie, som faktisk har en gåsehudsinducerende visuelt fremført fortælling, bliver herefter italesat af Michael, så alle i salen kan følge med. På den måde er filmen uden tvivl lavet til børn, men det dog er uden sans for børns kompetencer og kognitive egenskaber at holde dem i hånden på denne måde. Alligevel er der enkelte scener, hvor en smule blod indgår, hvilket vidner om at det tilegnede publikum også har en vis alder. Derfor virker det forvirrende at have en film med dialog og handling i laveste øjenhøjde, samtidig med en dybere underliggende temaer. Det giver en fortælling, der er kedelig for de lidt ældre og for mørk for de yngre.

I sidste ende står Kensukes kongerige som en let-fortalt tegneseriefilm med fine nik til ældre 2D-animerede film, men som snubler over målstregen, fordi den ikke helt ved, hvad den vil være.