Af Anna Hedegaard Kristensen
I en verden med alle former for elendighed og uretfærdighed, er det ofte lettere at gå med skyklapper end at se den barske sandhed i øjnene. For mit vedkommende bliver biografen et tilflugtssted, hvor jeg i trygge rammer kan forsvinde ind i en verden, der i langt de fleste tilfælde handler om fantastiske, om end urealistiske fortællinger. Kapernaum er på alle måder en fantastisk fortælling, som på en og samme tid drager dig til sig, samtidig med at den sparker dig lige i maven med dens hårde virkelighed.
Kapernaum er instrueret af Nadine Labaki, og handler om den 12-årige Zain (Zain Al Rafeea), der har slæbt sine forældre i retten. Da han af dommeren bliver spurgt hvorfor, er Zains svar hårdtslående: Fordi de har bragt ham til verden. Med retssagen som rammefortælling, ser filmen tilbage på begivenhederne op til, og publikum tvinges gennem det ene hjerteskærende øjeblik efter det andet.
Zain har ikke haft en normal barndom. Han går ikke i skole, fordi han skal arbejde. Han blev ikke født på hospitalet, så han har ikke noget ID. Han kender ikke sin egen fødselsdag. Han er, som så mange andre i sit miljø, blevet tvunget til at vokse op for hurtigt. Og da hans 11-årige søster, Sahar (Haita Izam), får sin menstruation og i den forbindelse bliver giftet bort til familiens voksne udlejer, løber Zain fra sine forældre og ender hos den illegale rengøringsdame Rahil (Yordanos Shifera), der bor med sin tumlingesøn Yonas (Boluwatife Treasure Bankole).
Kapernaums absolut hjerteskærende øjeblikke kan få de fleste ned i kulkælderen. Kameraet er hensynsløst, og man tvinges til at se hjælpeløst til, mens den ene ulidelige ting efter den anden finder sted. Dette er både en af filmens stærke, men også en af dens svage sider, for der går ikke langt mellem de forfærdelige begivenheder, og til tider nærmer filmen sig en grænse, hvor jeg i hvert fald var ved at få nok.
Og så alligevel finder man håb for menneskeheden i Labakis fortælling. Zains broderlige forhold til Yonas går direkte i hjertet, og Yonas’ uskyldige glæde og ligegladhed med verden omkring ham er livsbekræftende og gør, at filmen kan veksle mellem både det gode og den pure elendighed.
Filmen har en masse at sige om den verden, den afspejler. Den berører tvangsægteskab, menneskehandel, fattigdom, børnemishandling og meget mere. Zain er en dreng, der har mødt mere modgang end de fleste vil opleve i hele deres livstid, men alligevel bliver han ved med at kæmpe. Og han kæmper ikke kun for sig selv, men for andre børn, der måtte have det som ham, og for at forhindre at flere børn fødes ind i en familie, der ikke kan passe dem. Al Rafeea brillerer i rollen som Zain og leverer en pragtpræstation, som de fleste voksne skuespillere kan tage ved lære af.
Kapernaum er en barsk film om et barn, der tvinges til at tage hånd om sig selv og dem omkring sig, som stiller spørgsmål til den kultur og det samfund, den omhandler. Den er hård at se, men det er en kærkommen hårdhed, som i den grad er visningen værd. Om end ikke så for at fælde et par tårer.
Kommentarer