Kærlighed kender ingen grænser: Ægteskabelig (u)lykke

Af Anna Wied Kofoed

Man kan godt forledes til at tro, at man er på vej ind og se den nyeste Danielle Steel filmatisering, når man fanger et glimt af filmens danske titel på de stort opslåede plakater. Men bare rolig, så galt går det trods alt ikke. Jeg skal også nok gøre mit bedste for ikke at holde filmen ansvarlig for de danske filmdistributørers manglende sprogkundskaber. Men at filmen huskes for dens miserable, danske titel er alligevel sigende. Jeg må i hvert fald krybe til korset og tilstå, at mine tanker kun en sjælden gang har strejfet filmen, siden jeg forlod biografen, og når det er sket, er det alene i kraft af mine forpligtelser over for denne anmeldelse. For anmeldes, det skal den.

 

Racismen griber om sig i det britiske imperium i årene efter 2. verdenskrig. Men på trods af at racefordommene trives i bedste velgående, blomstrer kærligheden mellem Seretse Khama (David Oyelowo), prins af Bechuanaland, og Ruth Williams (Rosamund Pike), en engelsk arbejderklassepige. Deres ægteskab skaber politisk røre, og de kæmper en utrættelig kamp for kærlighed og frihed.

 

Kærlighed kender ingen grænser illustrerer ganske fint den gensidige, racistiske tankegang, der trængte ind i hver en afkrog af samfundet. Briterne holdes nemlig ikke alene ansvarlige for den modstand som Seretse og Ruth møder, idet også Seretses folk udviser stor modvilje over for ægteskabet, i hvert fald for en kort bemærkning. Selvom Seretse og Ruths historie er mere end 60 år gammel, er den stadig af stor relevans for vores verden i dag, hvor fremmedhadet og frygten for diversitet holdes til ilden.

 

ANMELDELSE AF:
Kærlighed kender ingen grænser

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Amma Asante

LAND:
Czech Republic ,UK & USA

På trods af dens skildring af racisme, er man ofte utrolig bevidst om en anden form for undertrykkelse. Den ulmer under overfladen, men bliver aldrig rigtig italesat. Filmens kvindeskikkelser er nemlig en konstant påmindelse om, at uretfærdigheden aldrig kun har været et spørgsmål om race men i lige så høj grad om køn. Det er derfor distraherende, at kønsdiskriminationen stort set ikke anfægtes i filmen. Den kvindelige hovedkarakter Ruth står lidt apatisk som en kransekagefigur på sidelinjen, mens hendes mand træffer de nødvendige beslutninger. Rosamund Pike som Ruth vækker heller ikke synderlig begejstring, hun virker tvungen og til tider forstilt i sit spil overfor David Oyelowo, der griber sin rolle an med langt større naturlighed og indlevelse.

 

Manuskriptet bør også tilskrives en del af skylden for Pikes middelmådige præstation, idet hun sjældent får lov til at udfolde andre sider af Ruth end den hengivne hustru. Det er måske et forsøg på, fra instruktør Amma Asantes side, at afspejle tidsånden, men det virker altså mærkeligt, at en kvindelig instruktør i den grad underspiller sit eget køn i en film, der gør oprør mod diskrimination.

 

Tidsbilledet er gennemført, og gengivelserne af den afrikanske slette stråler om kap med den bagende sol i Bechuanaland. Det visuelle spiller, men det er ikke tilstrækkeligt, når resten af filmen halter lidt bagefter. Manuskriptet formår hverken for alvor at udfordre eller udvide vores horisont, eller at ramme noget nyt i den endeløse strøm af kærlighedshistorier. Filmen drænes for enhver antydning af originalitet med replikker som: ”I will never achieve anything … If I leave my heart here”, og kærlighedserklæringerne får alt for stort råderum. Mon ikke Amma Asante har noget lidt bedre i ærmet til os næste gang, jeg lader i hvert fald tvivlen komme hende til gode.

 

Kommentarer