Af Bella Juncker
I 1993 udkom en alle tiders klassiker, Steven Spielbergs Jurassic Park. En stor film, der efterfølgende har ført til hele seks efterfølgere, som hver har forsøgt at genoplive lidt af den magi, som Steven Spielberg indkapslede så rent med dinosaurerne i den originale. Det sjette forsøg kommer nu i biograferne, kun tre år efter Jurassic World: Dominion (2022), der ellers fik en lunken modtagelse. Jurassic World: Rebirth bliver den nyeste i rækken af en tilsyndeladende uendelig strøm af Jurassic Park-efterfølgere – denne gang med Gareth Edwards bag roret, som før har bevist sin kompetence for at håndtere film med store budgetter, bl.a. med Rogue One (2016) og The Creator (2023).
I filmen følger vi et hold, sammensat af en grådig ParkerGenix-ansat, Martin Krebs (Rupert Friend), fire toptrænede lejemordere – de vigtigste af dem er Zora Bennett (Scarlett Johansson) og Duncan Kincaid (Mahershala Ali) – og en palæontolog, Dr. Henry Loomis (Jonathan Bailey), tidligere elev af Jurassic Park-legenden, Alan Grant (Sam Neill). Sammen skal de på en ekspedition mod den isolerede ø Ile Saint-Hubert for at indsamle blodprøver fra tre af de største dinosaurer. Prøverne skal bruges til at udvikle en kur mod hjertesygdomme. Ekspeditionen går dog hurtigt galt, idet de redder en forlist familie på fire – der for det meste føles som en klods om benet – og selv kæntrer på bredden af øen.
Man kan hurtigt komme til at lade sig forføre af filmens flotte special effects, imponerende set pieces og spektakulære action, for filmen er flot, og den har helt klart styr på sin teknik og sit ydre. Men går man et spadestik dybere, gemmer den ikke på andet end genbrugte klichéer, ensidige karakterer og meningsløse plots. Historien er hul og fattig, og selvom filmen leger med og indimellem er tæt på at genoplive noget af magien fra den originale film og den old school-følelse, så føles magien kunstig. Dinosaurertræthed er efterhånden lige så udbredt som superheltetræthed, og man sidder mest tilbage med et nagende spørgsmål: Hvorfor skal der nu syv film til at fortælle os den samme historie om, at ”livet finder en vej”?.
Generelt er karaktererne svære at sympatisere med, og sandheden er, at det nok kun er den Alan Grant-agtige, dinosaurerglade nørd Henry Loomis, der lykkes med at frembringe lidt af den oprindelige magi. Bailey er nemlig god og nem at holde af, når han for eksempel bliver rørt til tårer over at se en vild titanosaurus.
For at skyde noget ekstra spænding ind i filmen er dinosaurerne på denne ø muterede, hvilket ikke leverer det stærke overraskelseselement, som det burde, for det er efterhånden en idé, vi har set mange gange før i de tidligere installationer. I virkeligheden sidder man bare tilbage og savner ”de gode gamle dinosaurere”, i stedet for endnu engang at blive præsenteret for en ny, større og styggere dinosaur. De er efterhånden nået til et punkt, hvor de ikke kan kalde dem dinosaurer længere.
Jurassic World: Rebirth er derfor kun en lidt bedre efterfølger end de forrige Jurassic World-film, for den genbruger stadig en opskrift, vi har prøvet før, som egentligt kun fungerede første gang. Filmens eksistensgrundlag er altså ret tyndt, og det er svært at pege på, hvorfor Steven Spielberg selv mente, at hans tidsløse klassiker fortjente en sjette efterfølger. Vi har efterhånden forstået, at livet finder en vej.
Kommentarer