[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen[/vc_column_text][vc_column_text]Med Out of the Furnace føjer Scott Cooper endnu en film til en stolt amerikansk tradition: historien om antihelten, der, tvunget af onde omstændigheder og med publikums overbærenhed, presses ud i voldelig selvjustits. Det politiske element har altid vejet tungt i selvtægtsfilm, der bygger på Westerngenrens lone gunslinger og ligger i klar forlængelise af en udbredt amerikansk – og måske især republikansk – selvforståelse: myten om den stærke mand mod systemet.
Badass Bronson fra apatisk arkitekt til selvtægtsmand
I Death Wish (1974) bliver den retskafne Paul Kerseys familie overfaldet af en gruppe Clockwork Orange-agtige psykopater (med en ung Jeff Goldblum i spidsen) med det resultat, at konen dør, og den traumatiserede datter bliver en grøntsag. Politiet er naturligvis ikke til megen hjælp, men heldigvis bliver Kersey spillet af Charles Bronson: Det viser sig, at han er et naturtalent med en seksløber, og inden længe vandrer han rundt i New York og rydder op i byen som en selvudnævnt sherif. Goldblum ser vi aldrig igen; skylden overføres simpelthen til de junkier, sorte og langhårede, der nådesløst likvideres i forsøget på at røve Bronson, og som publikum skal vi juble med hver gang han skyder en skrækslagen teenager i ryggen.
Den politiske agenda ses tydeligt: Kersey anklages i begyndelsen for at være ”a bleeding
heart liberal”, og det viser sig endda, at han var militærnægter i Korea. Dermed er han enhver NRA-fanatikers våde drøm, en samvittighedsfuld demokrat, der i ’selvforsvar’ ender længere til højre end den mest fascistoide republikaner.
Filmen havde premiere, da Vietnam-krigen lakkede mod enden, og den afspejler samtidens autoritetsfjendtlighed. Civilisationen har spillet fallit, politiet er inkompetente og idiotiske, de spilder deres ressourcer på at jage Kersey og fører offentligheden bag lyset ved at hævde, at hans hævntogt ikke har nogen effekt.
Rambo og den republikanske grundmyte
Det er en nogenlunde tilsvarende samfundskritik, vi finder i First Blood (1982), den første af filmene om John Rambo, Vietnam-veteranen, der blev forrådt af sit eget land. Her introduceres han som en forkommen og forstyrret vagabond, der efter en hårdhændet behandling af en gruppe voldsliderlige betjente havner – mere eller mindre uforskyldt – i en guerillakrig mod hele politistyrken. First Blood er USA’s Vietnam-opgør i en nøddeskal: ”It wasn’t my war!”
Den politiske kritik krydsede selvsikkert grænsen til det parodiske, da Rambo i 80’er-fortsættelserne på bedste revisionistiske vis gik tilbage til USAs miltære fiaskoer og egenhændigt vandt krigen i både Vietnam og Afghanistan.
Vi ser den samme historie igen: den tilforladelige mand, der må ty til selvtægt, fordi han svigtes af systemet, der afsløres som perverteret, korrupt eller bare inkompetent. Det er den samme fortælling, der ligger til grund for Dirty Harry, Escape From New York, Beverly Hills Cop, Commando, Aliens, Die Hard og 24 Timer – og det er næppe nogen tilfældighed, at de alle havde premiere under republikanske præsidenter.
Det er ingen nyhed, at actionfilm og -serier er politisk farvede – Jack Bauer gav torturmetoder et sympatisk ansigt for FOX, mens Bush brugte dem i Irak, og Ronald Reagan brugte sin status som gammel western-stjerne til at blive ’sherif’ i Washington. Det er ingen tilfældighed at de største actionstjerner – Arnold Schwarzenegger, Bruce Willis, Clint Eastwood, Sylvester Stallone – alle er republikanere. Opskriften på en god actionfilm er også opskriften på en god republikaner, hvis politiske ståsted er farvet af den samme grundmyte om Man vs. The Man: Regeringen modarbejder ærlige amerikanere, og enhver er sig selv nærmest – selvtægt er en naturlig forlængelse.
Out of the Furnace og Obama-træthed
Og så når vi til Out of the Furnace, en film, der uforbeholdent kaster om sig med filmiske klichéer: To brødre i en lukningstruet industriby i det nordøstlige USA; en psykopatisk hillbilly, der tæver kvinder og pusher stoffer; en street fighter, der tager én sidste kamp; en politistyrke, der bremses af bureaukratiet; og en jagtriffel, der også kan bruges til andre ting. Rodney er endda, som Rambo, en utilpasset krigsveteran.
Vi har også grundmyten igen: Da Christian Bales bror Rodney (Casey Affleck) falder i hænderne på machomonstret DeGroat (Woody Harrelson) er politiet ingen hjælp, og han må tage loven i egne hænder
Det er et meget mandsdomineret univers, hvor den eneste væsentlige kvindelige karakter
spilles af Zoë Saldana: hun er skruk, og så snart Christian Bale bliver buret inde, bytter hun ham ud med den laskede, sorte betjent spillet af Forest Whittaker, der senere viser sig impotent over for DeGroat. På den måde skæres kvinder og myndigheder over én kam som illoyale og nytteløse.
Vi ser igen et tydeligt politisk element, der ekspliciteres i fortællingen: Tidligt i filmen ser vi Ted Kennedy, der lovpriser Barack Obama som Amerikas frelser, men derfra går det ned ad en stadig mere stejl bakke. Hverken for karaktererne eller for byen, hvis industrielle kerne er på vej til Kina, kunne Obama indfri sine løfter. Til slut efterlades karaktererne i et lovløst, døende landskab, hvor myndighederne hverken kan standse byens forfald eller straffe de kriminelle, der lukrerer på det. Drag gerne paralleller til Wall Street og Detroits konkurs.
Selvtægt er altid en politisk affære
At systemet fejler og helten står alene er en naturlig forudsætning for den amerikanske spændingsfilm, der implicit eller eksplicit hylder den lone wolf-mentalitet, der driver såvel konservative republikanere, westernsheriffer og kugleskøre survivalists. Den Amerikanske Drøm er, at enhver er sin egen lykkes smed; det Amerikanske Mareridt, at enhver er sig selv nærmest. Budskabet er, at samfundet kun fungerer, så længe der er en Stærk Mand til at holde det oppe. Det handler om individualisme, og det er et amerikansk fællestræk på tværs af partiskel.
Det er intet under, at filmenes tematik bliver brugt politisk. I begyndelsen af Out of the Furnace knyttes karakterernes håb for fremtiden til befolkningens tiltro til Obama under hans første præsidentperiode; den nådesløst pessimistiske slutning afspejler befolkningens desillusion under hans anden.
DeGroat repræsenterer et samfundsproblem: misogyni, illegal gambling, blodige (fingerede) nævekampe, mord, narkotikahandel – med andre ord kan han bruges som en rammende metafor for alt, der er galt med samfundet. I den kontekst, og med Obama-referencen in mente, er filmens budskab tydeligt: Der er brug for en ny stærk mand. Christian Bale udfylder den rolle i filmen – var den landet i et valgår ville den være blevet anklaget for at gøde jorden for en republikansk kandidat.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer