[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jakob Freudendal[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Instruktør og manuskriptforfatter David O. Russell har i de seneste år været garant for at bringe det bedste frem i tidens hotteste skuespillere. Både Christian Bale og Jennifer Lawrence kan takke ham for deres første, og indtil videre eneste, Oscar-statuetter, for deres præstationer i henholdsvis The Fighter (2010) og Silver Linings Playbook (2012), i hvilken også Bradley Cooper formåede at markere sig som karakterskuespiller med Oscar-nominering til følge. Selv når det er dårligt, er det godt, som American Hustle (2013) er et glimrende eksempel på: Genbrug de samme skuespillere fra dine foregående to succesfilm, og intet kan gå galt – Oscar-akademiet skal nok kvittere med ti nomineringer alligevel. Det er hårdt at være Oscar-darling, og O. Russell er da også blevet ramt af præstationsangst, hvilket hans nyeste film Joy er levende bevis på.
Historien er for så vidt meget vedkommende; Joy handler nemlig om noget så Oscar-agtigt som en kvindes kamp mod succes i en mandsdomineret verden – et emne, der burde falde i akademiets smag i en tid, hvor prominente kvinder kæmper for ligestilling i Hollywood. Vi følger Joy (Jennifer Lawrence) gennem fire årtier i hendes indædte kamp for at udleve iværksætterdrømmen. Gang på gang bliver Joy mødt af modstand, om det så er fra hendes fraskilte far (Robert de Niro), der på uretfærdig vis favoriserer Joys halvsøster, eller onde mandlige virksomhedsejere, der ikke har i sinde at lade en ung dame få fodfæste på det mandsdominerede arbejdsmarked.
En dag slår lynet dog ned, og Joy får en idé, der potentielt kan vende hendes liv rundt og gøre hende til mangemillionær. Spændende, dristes man til at sige, men skuffelsen melder sig dog hurtigt. Joys banebrydende idé er nemlig noget så banalt som at opfinde gulvmoppen, som vi kender den i dag. En lang række problemer fører dog til, at Joy må tage endnu et lån i sit hus i forsøget på at finansiere en idé, ingen kan se penge i. Balancerende på grænsen til konkurs møder Joy iværksætteren Neil (Bradley Cooper), der giver hende chancen for at reklamere for sit produkt på tv, og med ét er fundamentet lagt, ikke bare for moppen, men også for fødslen af tv-shop![/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Joy[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
David O. Russell[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Joy er på ingen måde en original film; det er en klassisk amerikansk do-it-yourself-historie blandet med en overdrevet portion af de uendelige muligheder i ”the american dream”. På samme tid er filmen overfortalt i en sådan grad, at man begynder at overveje hvor meget O. Russell er værd som manuskriptforfatter, når han er nødt til at indskrive en bedstemor i fortællingen, der tilsyneladende ingen anden funktion har end at udpensle det allerede alt for åbenlyse. Denne dovenskab præger i høj grad også resten af filmen. På den måde kan man endnu en gang se Jennifer Lawrence i rollen som hårdkogt kvinde, der ikke tager et nej for gode varer, samt Robert de Niro som all-American-dad, der burde overveje at lade sig undersøge for mental sygdom.
Bradley Cooper slipper bedst ud af suppedasen som regulær good guy, og det er faktisk ret underholdende at se ham som den lettere opblæste, enigmatiske iværksætter, der med julelys i øjnene ser salgstallene stige. Alt i alt vælger O. Russell den nemme løsning; at tage en klassisk Hollywood-fortælling og genbruge skuespillere, som han med stor succes allerede har instrueret i lignede roller, hvilket resulterer i et ganske middelmådigt resultat.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer