Det forekom mig, at jeg handlede solidarisk, da jeg meldte mig til pressevisningen af en film, der ligesom gjaldede sin middelmådighed mod himlen allerede fra plakatens side af; måske endda en givende øvelse at anmelde en film så uinspirerende som Game Night. Trods eftertrykkelige forbehold forsøgte jeg at åbne mit fortørnede hjerte denne tirsdag morgen, for hvad jeg antog ville blive en slatten filmoplevelse, og det gik for så vidt fint, skønt jeg skulle tisse helt forfærdelig, jeg havde nemlig ikke ladet vandet den morgen, og tømte min kaffe ganske hurtigt.
Et øjeblik troede jeg, at jeg havde afsat min morgen til en art horrorfilm, da filmen for en stund syntes at ville i den retning, og jeg blev bekymret for mit skridt, og den rygende kaffe jeg holdte en armslængde herover, hvorfor jeg altså tømte den ganske hurtigt, når min fertilitet stod på spil. Som fattig, udbrændt studerende har det ellers en vis appel at spendere sin hverdagsmorgen til pressevisninger med gratis kaffe, croissanter og de ubekymrede kritikere, hvis skygge jeg ivrigt laller efter, så også jeg føler mig væsentlig, inden vi forlader biografens mørke med flere deadlines i livet.
Nok om min tirsdag. Game Night er som en dårlig grød, hvor smattede jokes siver ud af alles mundvige på den mest amerikanske måde; al logik og plot underordnes plathederne, uden at der forekommer nogen bagvedliggende mening, end ikke en kommentar på klicheerne eller det absurde i livet.
Anne (Rachel McAdams) og Max (Jason Bateman) holder ugentlige spilleaftener for deres faste vennegruppe, og de vil i øvrigt gerne have en baby, men Max’ sæd spiller ikke. Måske har det noget at gøre med hans succesfulde bror (Kyle Chandler), der synes at overgå ham i alle livets facetter, og som en dag kigger forbi og inviterer hele vennegruppen på et orkestreret mordmysterie, altså et tilsyneladende ufarligt spil med skuespillere og det hele. Det stikker imidlertid helt af, og pludselig er det ikke til at skelne skuespillere fra virkelige gangstere, der åbenbart har noget på Max’ bror, og mere kan jeg ikke rigtigt sige om det.
Jeg medgiver, at en lille del af filmens humor faktisk er udmærket; til tider tiltalende og blottende, når de ikke underlægges dette utroligt amerikanske fænomen, hvor fortællingen blot bliver en undskyldning for en håndfuld vittigheder, der synes at sænke sine ambitioner til det pubertære, og jeg mener ikke bare sex- og partnerklicheer.
Her til sidst vil jeg imidlertid gerne dedikere en paragraf til Jesse Plemons, der er helt ufatteligt kanon, uden videre filmens totale højdepunkt, i rollen som Annie og Max’ tørvetriller af en nabo, uophørligt iført sin politiuniform og sin grimme hund under armen. Plemons er efter mit hoved et sjældent, fantastisk solstrejf i en til tider blodfattig filmindustri.
Desuden var der en håndfuld relativt prisværdige long takes for ikke at tale om det mere end hæderlige soundtrack, der desværre ikke er nok til at hive Game Night op over det totalt forglemmelige og uinspirerende – Plemons dog fuldkommen undtaget!
En god torsdag til alle.
Kommentarer