Af Gustav Stubbe Arndal
Jokeren er en nærmest perfekt antagonist, en forkæmper for det kaos, Batman er oppe imod. Så længe han kan kæmpe mod en helt, er hans motivation og oprindelse underordnet, som The Dark Knight (2008) tydeligt illustrerede. Todd Phillips’ Joker forsøger alligevel på en origin-story, og selvom den retfærdiggør sin egen eksistens, mangler den noget at hænge sig fast i.
Vi møder Arthur Fleck (Joaquin Phoenix), en trediveårig enspænder med en syg mor og drømme om at lave stand-up. Han arbejder som klovn, men har svært ved at omgås mennesker, da han lider af blandt andet skizofreni og en særlig neurotisk sygdom, der giver ham latteranfald i stressede situationer.
Både Arthurs sindstilstand og byen Gotham er ved at falde fra hinanden, og det bliver kun gjort værre, da en voldelig episode i metroen starter en gnist, der snart har optændt byens underklasse. Her følger en langsom optrapning, der involverer rigmanden Thomas Wayne, hemmelige hospitalspapirer og en invitation til et talkshow. Det hele kulminerer selvfølgelig med, at Arthur indtager rollen som the clown prince of crime.
Filmen skjuler ikke sin Scorsese-inspiration, især de klassiske antihelte-film Taxi Driver (1976) og The King of Comedy (1982) – det er ikke et tilfælde, at Robert De Niro spiller den talkshowvært, Arthur ser op til. Det kræver høje ambitioner at indbyde den sammenligning, men om filmen lever op til dem, er en anden sag.
Modsat Taxi Driver, der trods sin dybe interesse i Travis Bickle altid anskuer ham fra en afstand, sympatiserer Joker meget med sin hovedperson. Hvor Travis’ verdenssyn er tydeligt forvrænget og forværret af hans beslutninger, er Arthurs bekræftet af den sammenfaldende storby omkring ham, voldelige overfald mod ham og institutioner, der afviser ham og lyver for ham.
Modsat The King of Comedy, som er knivskarp i sin instruktion, humor og struktur, er Joker en iskold affære fyldt med overflødigheder. Det er, som om filmholdet havde flere idéer til interessante scener, end der var plads til, og i mange scener undersøges Arthur i tålmodig slow motion, mens filmens fremgang sættes på pause.
Men smukt er det stadig. Et rungende lydbillede, legesyg lyssætning og gennemført kameraarbejde samler sig i både myrekrybende dialoger og hypnotiske sekvenser, hvor man kan mærke den tunge stress i Arthurs hoved.
Kameraet er heller ikke uden noget interessant at pege på, for Joaquin Phoenix er fuldstændig fænomenal i hovedrollen. Han er ynkelig og skræmmende, underspillet og storslået, overbevisende og frastødende. Han gør den endelige transformation overraskende troværdig og bærer filmen i hver scene.
Desværre er det en tematisk forvirret film, han bærer på. Det er en film med mange bevægende dele, men ingen retning, der fører sig frem som vital samfundskritik, men mangler et klart budskab.
Er Arthur en syg mand, der ikke fik nok støtte, eller en galning, der uundgåeligt bliver voldelig? Er Thomas Wayne en rigmand, der ikke lytter til underklassens protester, eller er Gothams gader fyldt med psykopater, der venter at blive sluppet løs? Er Joker en film om et samfund, der skaber en skurk, eller en skurk, der forrådner samfundet?
Der er mange mindeværdige scener, men også mange overflødige, og med en kaotisk hovedperson er der ingen fast kerne i filmen. Joker har bestemt nogle brillante dele, der kan hamle op med det bedste, The Dark Knight havde at byde på, og Todd Philips og hans hold har vist, at man faktisk kan lave en god Joker-film. Men de mangler den fokus og klarhed, der kunne have gjort den strålende.
Kommentarer