Af Emma Johanne B. Therkildsen
De fleste har oplevet at blive holdt udenfor på et eller andet tidspunkt i deres liv – noget man som barn gør alt for at undgå. Det samme gælder Jojo Rabbit’s hovedperson, 10-årige Jojo (Roman Griffin Davis). Alt han sig ønsker i verden er at passe ind, gøre sit fædreland stolt og være en god nazist. Men når man ved et uheld kaster en granat tilbage i hovedet på sig selv, og ens mor gemmer en jødisk pige på loftet, fører det uden tvivl til visse komplikationer på den sociale front.
Jojo Rabbit er proppet til randen med humor, muntre farver og The Beatles musik. En veludført blanding, der tager os tilbage til den fortrøstningsfulde og glade barndom. For Jojo Rabbit er netop krig set gennem et barns naive og uskyldige øjne. Roman Griffin Davis leverer, på trods af sine kun 12 år, her en formidabel og imponerende præstation, der både får os til at grine og græde i rollen som den skrøbelige og bange dreng.
Den barnlige verden illustreres også på smukkeste vis. Filmens visuelle side er spækket med farverige og flotte scener, der gør den til ren nydelse at se på. Den mister ikke på noget tidspunkt denne skønhed, da den undlader at skildre grafisk blod, vold og krig, hvilket i stedet er op til seeren at forestille sig.
Jojo Rabbit’s humor kommer til udtryk ved hjælp af morsomme skuespillere som Rebel Wilson, Alfie Allen, Stephen Merchant og Sam Rockwell. Alle præsterer røven ud af bukserne med deres egen unikke humor, der passer perfekt til de skarpt karikerede figurer. Koblingen mellem deres overdrevne tyske accenter og absurde situationer er uden tvivl med til at skabe nogle af filmens sjoveste øjeblikke. Her er instruktør Taika Waititi også relevant at nævne i rollen som Jojo’s fantasiven, en komplet idiotisk version af Hitler, der fra tid til anden dukker op for at give knap-så-gode råd.
Hvor filmen dog virkelig shiner er i Jojo og publikums møde med krigens grusomheder og virkelighedens barskhed. I størstedelen af filmen har krigen ikke været andet end en leg for Jojo, der render rundt og tegner hagekors, fordi han synes, de er flotte uden at tænke på betydningen. Humoren forvandler sig her til en morbid og skræmmende oplevelse for øjnene af os, da krigen banker på og Jojo indser dens faktiske vanvid og chokerende kaos.
Waititis satire er forfriskende og underholdende at se på. Han formår til en vis grad at genoplive den satiriske genre, der i de seneste par år alt for ofte har været ude af takt med publikum. Dog kan humor sjældent bære en film alene. Dette gør sig i særlig grad også gældende i Jojo Rabbit, der tydeligvis sigter højt.
Selvom både starten og slutningen står stærkt både humor- og plotmæssigt, bliver fortællingen desværre tyndt i midterste akt, hvor scenerne fremstår mere som individuelle sketcher end én sammenhængende fortælling. Det kunne meget vel virke som om, at Waititi netop lader sig medrive af det satiriske element, glemmer historien og efterlader seeren med for mange ubesvarede spørgsmål.
Til trods for dette, formår Jojo Rabbit at fortælle en rørende fortælling om et barns rolle i krig med original og forfriskende humor, man skal lede længe efter i vores moderne filmlandskab. Det er uden tvivl et vovet sats at mixe krig og humor – et sats som Waititi danser helsindet igennem, med et spændende og unikt koncept der ikke kan andet end at imponere.
Kommentarer