[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]John Wick (Keanu Reeves) var verdens farligste mand. En lejemorder af rang, der fandt kærligheden og lagde sit kriminelle liv bag sig for stedse. Troede han.
Men da John er på sit laveste efter sin kone Helens (Bridget Moynahan) død, bryder Iosef Tasarov (Alfie Allen), søn af gangsterbossen Viggo Tasarov (Michael Nyqvist), og hans kumpaner ind. De raserer hans hus, tæver ham, stjæler hans bil, og slår hans hund, den diabetes-inducerende søde Daisy, ihjel. Daisy var Helens sidste gave til John. Scenen er dermed sat for et hævntogt af de helt store, hvor Helvede slippes løs i en storm af kugler i alle kaliber, når John Wick falder tilbage i sin gamle rolle som mordmaskine.
I takt med, at Wick vender tilbage til den kriminelle overklasse-undergrund, åbnes filmens overraskende velrealiserede univers af stinkende rige og hyperkompetente hitmænd og -kvinder. Her bor alle lejemordere på de samme hoteller og frekventerer de samme natklubber. Her er der ikke bare skrevne- og uskrevne etiketteregler, men sågar vante oprydningshold, og kulørte tiltag som et guldbaseret betalingssystem, kun for lejemordere. Det er helt igennem tegneserieagtigt og gudskelov præsenteres det uden ironi eller selvbevidste blink til publikum (med undtagelse af inkluderingen af Beethovens ”An Die Freude”, der mere føles som et kærligt shout-out til Die Hard end forceret reference). Det er stil- og selvsikkert.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
John Wick[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Chad Stahelski[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Første halvdel fungerer utrolig godt. Man er med på Wicks mission og samtlige gangsters nedslåede udtryk, når de får at vide hvem der er på vej, sætter ens forventninger til et actionbrag af de helt store højt. Desværre fyrer den debuterende instruktør Chad Stahelski alt sit bedste krudt af, i filmens to første og fremragende actionscener. Reeves giver den alt hvad han kan og man accepterer ham let i rollen som dødsmaskine, der effektivt arbejder sig igennem et hav af håndlangere. Det er cool, effektivt og der er spredte øjeblikke af storhed – det er jo altid en udsøgt fornøjelse at se en mano a mano knivkamp udspille sig i en enkelt indstilling. Sekvenserne er filmet på afstand og ikke klippet sønder og sammen, så man rent faktisk får lov til at værdsætte arbejdet, der er lagt i koreografien.
Den anden halvdel lever dog ikke op til den første. Der bliver længere og længere mellem de gyldne øjeblikke og middelmådigheden indfinder sig så småt. Man kan kun se så mange hovedskud inden det bliver ensformigt. Den tiltagende monotoni koblet med nogle tvivlsomme valg som flashbacks til scener, man så fem minutter tidligere og en himmelråbende indsætning af klip fra videospil i en central sekvens, forhindrer filmen i at nå sit fulde potentiale. Luften er gået lidt af filmen, da den når tredje akt og afslutningen føles helt fejlbedømt. Det er en skam, for hvis den havde holdt det høje niveau, kunne der have været tale om en mindre klassiker inden for genren. Som det står nu, er John Wick en ganske habil actionbasker der balancerer på en knivsæg mellem tre og fire stjerner, men den hives op på fire i kraft af sin fabelagtige og mindeværdige første halvdel.
Læs Niels’ portræt af den alsidige Keanu Reeves her:[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer