[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Victor Harder Hesel[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I 2014 tog den tidligere stuntmand – nu instruktør – Chad Stahelski kampen op med de sidste mange års metervareactionfilm og deres overforbrug af desorienterende shaky-cam og epilepsifremkaldende klipning. Med John Wick trakterede Stahelski sine tilskuere med fænomenal action, der var motiveret af et overskueligt revenge-plot, og som blev præsenteret med kompetent og overbliksgivende kameraføring. Filmens komposition bød på nogle problemer i anden halvdel, men Stahelski og Keanu Reeves (sidstnævnte i hovedrollen som John Wick) beviste, at der var et marked for velkonstruerede actionscener, der ikke sprang over, hvor gærdet er lavest. Nu er de tilbage med en toer, og spørgsmålet er så, hvad de har taget til sig af kritikernes og tilskuernes feedback.
John Wick: Chapter 2 fortsætter, hvor forgængeren slap, men det står klart, at der er nye actionboller på suppen. Denne gang kæmper Wick ikke for hævn, men for sin egen overlevelse, da han efter at være blevet offer for et klassisk “no-loose-ends”-forræderi må forsvare sig imod et hav af lejemordere.
More is more, har Stahelski tilsyneladende tænk, og i Chapter 2 er der derfor skruet op for alt, hvad opskrues kan – både filmiske virkemidler og antallet af “baddies”. Dette resulterer i en larmende og intens film med meget få pusterum mellem højdepunkterne. Hvor de blodige og larmende kampscener før blev afbalanceret af stille stunder, der bød på enten tør humor eller indsigt i filmens egen mytologi, glider de nu over i et hav af hektiske montager i et forsøg på ikke at tabe fart i den to timer lange film. Det er en effektiv måde at kondensere tid og information på, men den manglende kontrast underminerer de ellers enormt flotte kampsceners slagkraft, da de på grund af filmens fortælleteknik sjældent får lov til at være en afvigelse fra normen. Derudover træder filmen sig selv over tæerne ved at byde på så mange montager, at de bedre drukner i de middelmådige.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
John Wick: Chapter 2[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Chad Stahelski[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Tydeligst er denne nye ekstravagance dog i kampscenerne. Koreografierne og stuntarbejdet er på alle måder på niveau med forgængerens, hvis ikke bedre; men på grund af det øgede antal modstandere, som skal skydes, dolkes og tæves, forekommer der et stort antal gentagelser af stunt-gimmicks. Derudover er det sværere at bevare overblikket med så mange aktører inden for billedrammen og så en håndfuld til, der etableres gennem blik- og pistolretninger off-screen. Dette gør scenerne mere kaotiske, men det sker på bekostning af noget af den klarhed, som lader os se ikke kun, at Wick slås, men præcis hvordan han slås; en distinktion, der er væsentlig, når nu Keanu Reeves og stuntmændene gør det så overbevisende.
Som resultat står de større kampscener lidt svagere end deres modstykker i forgængeren. Til gengæld er Stahelski gået mere strategisk til værks, når det kommer til deres placering og deres interne balance. Der sker en støt stigning i scenernes intensitet og opfindsomhed, og dette giver en bedre helhedsoplevelse.
John Wick: Chapter 2 er overordnet set mere sammenhængende og bedre struktureret end sin forgænger, men den har til gengæld bevæget sig mere i retning af de film, som Stahelski så ihærdigt forsøgte at tage afstand fra. Filmen lægger stærkt op til en efterfølger, så med lidt held kan det bedste fra begge film kombineres.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer