Dø eller lad staten overtage din krop. Sådan lyder betingelsen for vores films hovedkarakter 30 minutter inde i filmen. Uden at spoile så vælger hovedkarakteren, den smukke, succesfulde ballerina Dominika (Jennifer Lawrence) naturligvis livet, for ellers ville filmen jo ikke vare længere end de 30 minutter, der er blevet brugt på en febrilsk krydsklipning mellem den russiske ballerinas sidste dans og en meget hektisk menneskejagt.
De to parallelle forløb hænger på ingen måde sammen, og man sidder med tromlende fingre og venter på at blive præsenteret for sammenkoblingen i de to historier. Samtidig vokser frustrationerne som kvinde over, at Dominika kan gå ubesværet i høje stilletter 3 måneder efter et makabert benbrud, og at hun som russer taler gebrokkent engelsk til sin russiske mor? Ja, svaret giver sig selv, det er en amerikansk produceret film, og Jennifer Lawrence er ikke – og bliver aldrig – russer, men spiller en russer.
Alle disse frustrationer bliver fuldstændig glemt, så snart man bliver præsenteret for filmens parallelle narrative sammenkobling. Det er Dominikas onkel, der arbejder for den russiske efterretningstjeneste, der bliver bindeledet, og Dominika bliver stillet overfor det værst tænkelige scenarie. Dominika vælger livet og begynder at arbejde som sparrow for den russiske efterretningstjeneste. En sparrow er en person, der er trænet til at bruge sin krop og sind som led i at få hemmelige oplysninger fra fjenden: den amerikanske efterretningstjeneste.
Det er en grufuld verden vores hovedkarakter bliver en del af. Det er magtkampen mellem Rusland og USA. Filmen springer frem og tilbage, så vi ser sagen fra russisk og amerikansk side. Dominikas første opgave bliver at få oplysninger ud af CIA-agenten Nate (Joel Edgerton), og herfra bevæger historien sig videre og bliver mere og mere grotesk. Der er mange tortur- og voldtægtsscener, der formår at sidde fast på nethinden mange timer efter, man har forladt biografmørket.
Instruktør Francis Lawrence er hurtigt tilgivet for at have castet en amerikaner som russer og dermed have fortsat arbejdet med Jennifer Lawrence efter Hunger Games-filmene. Jennifer Lawrence bliver filmens redning og portrætterer den russiske sparrow på suveræn vis. Hun tager hurtigt filmens jævne narrativ i sin hule hånd på forførende, bedragerisk og dødbringende maner.
Selvom filmens manuskriptforfatter har været virkelig rundhåndet med de personlige anekdoter, så kommer vi aldrig ind under huden på Dominika. Vi følger hende med stor distance, hvilket også gør, at hun altid er to skridt længere fremme. Denne distance vises også gennem kameraarbejdet, hvor kameraet ofte befinder sig på lang afstand fra personerne.
Den store distance til vores hovedkarakter gør, at filmen gentagne gange tager uventede drejninger. Hver gang man tror, man har regnet det hele ud, tager filmen en vending og flere og flere spørgsmål hober sig op for hver gang. Heldigvis piner Francis Lawrence os ikke med at lade spørgsmålene stå uafklaret, da han til sidst får det hele bundet sammen efter to timer.
Red Sparrow er til tider en langtrukken men aldeles ikke-kedelig film. Francis Lawrence har skabt en solid spionthriller om en stærk kvinde, der ikke gider indfinde sig i valget mellem at dø eller overdrage sin krop til staten. Det er de få, nervepirrende scener, hvor man virkelig bliver draget med i handlingen og Jennifer Lawrences performance, filmen vinder sine stjerner på.
Kommentarer