[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Filmens engelske titel, Still Alice, kunne meget vel få tilføjet et spørgsmålstegn i enden, da hovedpersonen Alice med faretruende hast mister sine minder og derved også sin identitet. Ligeledes kunne man lokkes til at tro, at navnet Alice spiller på sin lighed med ordet Alive, fordi hun rettere bare stadig er i live, men ikke stadig Alice. Den halvtredsårige mor til tre børn rammes nemlig meget tidligt af Alzheimers, og hun må kæmpe for at opretholde hendes rolle som respektabel akademiker og fornuftig familiemor.
Filmen tegner et næsten rædselsvækkende portræt af konsekvenserne af Alzheimers, men på sådan vis, at man ikke nødvendigvis bliver bange, men rettere ked af det. Man introduceres til hele familien i starten af filmen, hvor Alices halvtredsårsfødselsdag fejres. Børnene i familien er alle voksne, hvor den ældste pige forsøger at få et barn med sin kæreste. Drengen i børneflokken er stort set overflødig, og storesøsteren spiller en næsten stereotyp, streng storesøsterrolle. Den eneste af de tre børn, som gør sig bemærket, er lillesøsteren Lydia, der spilles af Kristen Stewart. Faderen er spillet af Alec Baldwin og er, ligesom Alice selv, akademiker.
Hele familien bliver draget ind i kampen mod Alices sygdom, men kun den yngste pige, Lydia, formår at acceptere moderens sygdom til fulde. Hun står også lidt uden for normen i familien, som den eneste uden videregående uddannelse med ønsket om at blive skuespillerinde. John (Alec Baldwin) har svært ved at indrette sig efter sin kones problemer, men forsøger alligevel. Han er dog meget optaget af sin karriere og har svært ved at tilgodese alle Alices behov, når det går ud over denne.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Jeg er stadig Alice[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Richard Glatzer & Wash Westmerland [/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Sygdommen går dog sin sædvanlige gang, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan handlingen kommer til at udspille sig. Alices forsøg på at bearbejde sin lidelse er fængende, selvom det er håbløst. Julianne Moore spiller utroligt godt og lader på overbevisende måde sit blik gå fra forvirring til forglemmelse og tomhed. Det står i stærk kontrast til Stewarts præstation, som er meget svag og derfor nærmest irriterende, når de spiller overfor hinanden.
Selvom filmen inddrager alle familiemedlemmerne i kampen, er Lydia og Alices forhold det, som er i fokus. Man kan igennem hele filmen føle, hvordan Lydia på en måde er blevet skubbet ud af familien på grund af den anderledes personlighed. Derfor er det interessant at følge moderens og datterens udvikling i Alices sygdomsforløb, da de vante skænderier hurtigt bliver irrelevante, og i stedet tager sorgen over.
Det er et særdeles sørgeligt emne, som filmen tager op. Man rammes ikke lige med det samme, men det vokser ved eftertanken. Som den er særdeles sørgelig, er filmen også særdeles stille, og det er måske derfor, at den først rammer, når man begynder at tænke over den. Filmen bliver dog for stille til, at den imponerer.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer