[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Den lille mands kamp imod systemet er om noget et gennemtærsket emne, men sjældent er fremstillingen af den altid aktuelle historie ligeså sympatisk gennemført som i Ken Loachs Jeg, Daniel Blake.
Der er en årsag til at Jeg, Daniel Blake vandt guldpalmen ved dette års Cannes film festival, og den er, at det er en glimrende film, der uden tvivl ikke kommer til at mangle rosende ord blandt verdens anmelderkorps.
Fortællingen om Daniel Blake, der efter et hjertetilfælde må holde op med at arbejde, handler om, hvordan samfundets svageste svigtes af det offentlige systems velfærdsbureaukrati. Her ser man ikke mennesker som levende individer, men som tal på et budget. Det kunne lyde tungt, kedeligt, og måske en anelse frelst, men Jeg, Daniel Blake klarer alle skærene.
Instruktør Ken Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, formår på imponerende vis at balancere hele foretagendet på et knivsæg – Jeg, Daniel Blake er rørende, men aldrig melodramatisk; alvorlig, uden at være selvhøjtidelig, og umådeligt medrivende på sin egen stilfærdige måde.
Daniel Blake er et svært sted i livet. Alene og nu uden arbejde, må han søge sygedagpenge, hvilket han ikke godkendes til trods lægens og fysioterapeutens protester. Mødet med den unge mor, Katie, og hendes børn på det lokale borgercenter bliver til et fint venskab på trods af forskelle og udfordringer.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Jeg, Daniel Blake
[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ken Loach[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
England, Frankrig & Belgien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er komikeren Dave John, der spiller Daniel, og han rammer den engelske arbejdertype på et særligt fint sted. Hans præstation bærer præg af en stor følsomhed og naturlighed, som gør Jeg, Daniel Blake umulig ikke at indleve sig i. I rummet mellem at råbe efter den irriterende mand, der lader sin hund skide i baggården, og de rappe replikker som flyder så let, ser vi usikkerheden ramme den stolte, aldrende mand, der pludselig står et enormt sårbart sted i livet.
Jeg, Daniel Blake byder på et indblik i et levet liv med alle dets sorger og glæder. Der er en helt særlig stemning at finde i de forskellige scener, der er et eksempel på, hvad socialrealismen kan, når den er vellykket. Loach, Englands ukronede mester indenfor denne genre, overgår sig selv og giver et nuanceret og indlevende billede i andre menneskers liv ved at tage sig tid til at gå i detaljer. Der er tale om en særlig form for omhyggelighed, hvad angår karakterer og deres fysiske omgivelser, som både rummer indsigt, humor og dyb omsorg. Ved den desværre uundgåelige afslutning kunne denne anmelder ikke undgå at få tårer i øjnene, hvilket er en sjældenhed, og som vidner om en særlig film.
De, der er på overførselsindkomst af den ene eller den anden art, er objekter for store diskussioner. Jeg, Daniel Blake tager disse mennesker i forsvar. Gennem sin stilfærdige skildring føres et rasende forsvar, for de der behandles uretfærdigt. Man kan stemme, hvad man vil til næste folketingsvalg, men ser man Jeg, Daniel Blake, glemmer man snart politiske partiers statistiske argumenter eller offentlighedens foragt for ”nasserøve” – i stedet berøres man af de skæbner, der udfoldes på lærredet foran én.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer