Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Noah Baumbachs Jay Kelly er en ‘coming of age’ drama, der følger den fiktive skuespiller Jay Kelly (George Clooney) på en rejse gennem Europa, hvor han må se sine egne største fortrydelser i øjnene. Med på denne rejse er hans manager Ron Sukenick (Adam Sandler), som får sin loyalitet overfor vores titulære hovedperson testet.

Adam Sandler beviser atter engang med denne præstation, at han er en langt dygtigere skuespiller end man skulle tro baseret på hans egne komedier. Ron Sukenick er utrolig trofast af natur, og dette koliderer fundamentalt med Jay Kellys egocentrede natur. 

Den titulære Hollywoodstjerne er komplekst skrevet, med et fundamentalt ønske om blot at være en god far, hvilket desværre er blevet kompromiteret alt for ofte af sit arbejde og egen opvækst. Seeren bliver virkelig testet på sin sympati for Jay, grundet hans ar på sjælen og de handlinger som nu følger med. Denne kompleksitet er ikke ny for Noah Baumbach, som bl.a. har instrueret den Oscar-vindende Marriage Story (2019), som udfordrer seeren på samme måde. For at beholde denne sympati er casting essentielt, og her skinner George Clooneys karisma for alvor igennem. Clooney formår at realisere Jay Kelly nok til at jeg undrede mig over, om han mon var baseret på George Clooneys virkelige liv – det var han ikke. 

Noah Baumbach brillierer på karakterskrivning, ved både at give Ron og Jays ark rigeligt fokus, og sørger desuden for at deres motivationer er helt separate fra hinanden. Det samme kan siges om Jays døtre, Daisy (Grace Edwards) og Jessica (Riley Keough). Daisy og Jessica har deres helt egen rolle, personlighed, karakterark og forhold til Jay, hvilket virkelig styrker familiedramaet i filmen. Mange film føler et behov for at prioritere komedie eller spænding for at holde seeren investeret, så det var enormt forfriskende at se Baumbach sætte sin fulde tillid til at hans karakterer kan bære filmen alene. Det er ikke for at sige at der ikke er komiske elementer i filmen, men de leveres oftest i små stød, der ikke distraherer fra scenens centrale pointe.

Denne tillid forlænges til alle aspekter af filmen. Karakterernes opførsel og filmens temaer er oftest usagte, hvilket giver en realistisk form for subtilitet. Filmen er fyldt med små detaljer, der hjælper med at flette filmen sammen både på et æstetisk, komisk og narrativt plan. Værket er tydeligvis konstrueret både med kærlighed og finesse.

Til trods for denne nænsomhed, så falder dele af filmen desværre også til jorden. Selvom at Ron får massere af opmærksomhed igennem filmen, er forløsningen af hans karakterkonflikt underudviklet og forhastet. Dette er især ironisk når man tager i betragtning at hans karakterark omhandler at føle sig negliceret. Andre bikarakterer og plotpunkter bliver også snydt for en konklusion, hvilket får filmen til at virke ukomplet. 

Dette trækker naturligvis ned på den overordnede oplevelse, men vi er stadig efterladt med et enormt velskrevet og instrueret drama med stærke temaer og karakterarbejde. Til trods for mine frustrationer med 3. akt, er filmens højeste punkter stærke nok til at jeg forlod biografen med et smil på læben og en lille klump I halsen – og når det kommer til kunst, så vil jeg altid vægte hjertet over hjernen.