[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Så kom den. Årets tredje Klub 27 dokumentar, Janis: Little Girl Blue, der sammen med Amy og Montage of Heck om Kurt Cobain ved Gud begynder at ligne en trend. Derfor er det også lidt svært at anmelde den ene uden at skæve til de andre. Sammenligninger vil altså forekomme i denne anmeldelse, ligesom der heller ikke vil blive justeret for fandom. I løbet af de sidste ti år har undertegnede nemlig brugt nogenlunde lige lang tid på at dyrke Amy Winehouse, Nirvana og Janis Joplin.
Janis: Little Girl Blue er sammensat af klassiske dokumentarelementer som fotos, dagbogsoptegnelser, filmoptagelser, TV-indslag og talking head interviews med venner, kollegaer og søskende. Historien begynder i den lille texanske by Port Arthur, hvor Joplin voksede op med den Blues og Bluegrass, som hun tog med til San Franciscos Rock’n’Roll scene. Der fortælles nogenlunde kronologisk, når røverhistorier om Bob Dylan, speak af sangerinden Cat Power og pårørendes betragtninger om musikeren og mennesket Janis Joplin blandes til en historie, der fornemt holder balancen mellem personlig og privat.
Eftersom Joplin levede i rockmusikkens præ-MTV æra, er arkivmaterialet markant mere begrænset, end det man må have haft tilgængeligt til eksempelvis Amy. Imidlertid bringer brevene og dagbøgerne os alligevel tæt på sangerinden og hendes syn på berømmelse og musik. Sammen med de virkelig fantastiske koncertoptagelser og det faktum at begivenhederne ligger mere 45 år tilbage, holder Janis sig i højere grad end Montage of Heck og Amy på sporet, fordi der hverken er forældre, ægtefæller eller børns sårede følelser og blakkede ry at tage hensyn til. I stedet for fjendebilleder får man altså 100 minutters ren musikdokumentar der, trods den på film lidt slidte 60’er-California setting, fungerer. [/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Joplin: Little Girl Blue[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Amy Berg[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Uden tvivl er det Janis Joplins måde at synge og optræde på, der giver Amy Bergs dokumentar dens primære attraktionsværdi. Hun havde ganske enkelt en stage presence, der får de fleste vokalister til at ligne indadvendte shoegazere. Hertil kommer at filmen er tilrettelagt så musikken matcher stemninger og historier rigtig godt. Man måske skal være lidt fannørdet, for at sætte pris på et skænderi om akkordprogressionen i Summertime. Til gengæld vil de fleste nok kunne mærke scenen, hvor man lige har hørt om hendes sidste seriøse kæreste, og derefter ser en koncertoptagelse med sangen Cry Baby. Her fortæller hun i en blanding af sang og tale, hvorfor han forlod hende. Det vemodige ved dokumentaren er generelt hele narrativet om hendes stemme og det faktum, at Joplins karriere på ingen måde var nedadgående, da hun døde. Hun havde tværtimod lige indspillet, hvad der endte med at blive hendes mest succesfulde plade, Pearl.
Havde hun levet længere, var Janis Joplin uden tvivl blevet en af det 20. århundredes største sangerinder. Janis: Little Girl Blue er historien om en kvinde, der professionelt blev sammenlignet med Aretha Franklin allerede tidligt i sin karriere. Desværre er det også historien om en lille pige, der aldrig gav slip på sine komplekser over sit udseende, sin uafklarede seksualitet og sin enorme angst for at fejle. Amy Berg formår ganske enkelt at gøre Janis Joplin pokkers nem at relatere til. Derudover er det svært at fucke en musikdokumentar op, hvis dens kunstner alligevel lagde verdens største festivaller ned, trods hun var dragehøj på heroin.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer