Af Christian Povlsen
Jakob og Peter Plys er den seneste film i rækken af Disneys live-action filmatiseringer baseret på deres tegnede klassikere. Denne gang har de kastet sig over de elskelige karakterer fra Peter Plys-universet. Men alt er ikke, som det plejer. Jakob (spillet af den altid sympatiske Ewan McGregor) er nemlig blevet voksen og har lagt Peter Plys og de andre levende tøjdyr bag sig. Han arbejder nu som effektiviseringsleder på en kuffertfabrik. Hans trofaste barndomsvenner har dog ikke opgivet ham, og pludselig opsøger en trist plysbjørn den fortravlede familiefar.
Filmen bygger videre på A. A. Milne og E. H. Shepards populære bøger om Peter Plys og de andre fra Hundredemeterskoven. Det er dejligt at se, at filmen har en nybagt historie; så føles det ikke lige så dovent og spekulativt, som når Disney bare genindspiller deres tidligere tegnefilm én-til-én, hvilket vi for eksempel så det med Beauty and the Beast (2017). Idéen om en voksen Jakob er interessant, men desværre er historien og dens morale set mange gange før. Til trods for det, er filmen godt skruet sammen og smuk at se på.
Instruktør Marc Forster balancerer imidlertid fint vægtskålen med lige dele tungsindighed og sukkersødme. Det ene øjeblik ser vi det kære deprimerede Æsel prøve at begå selvmord, for så det næste at se Peter Plys glide i en klat honning. Det virker på papiret tonedøvt, men det fungerer faktisk i praksis. Forster har de seneste år instrueret en lang række actionfilm, som blandt andet tæller den knap så vellykkede James Bond-film Quantum of Solance (2008) og zombiebaskeren World War Z (2013). I Jakob og Peter Plys er han dog gået ned i gear igen og rammer mere tonen fra hans Oscarvindende Finding Neverland (2003).
Den visuelle stil er i Jakob og Peter Plys meget sørgmodig, og hele filmen er fyldt med grå og triste billeder, som gør, at selv de muntre scener er præget af en vis melankoli. De visuelle effekter er dog mesterligt udført. Peter Plys og de andre kendte karakterer er fremragende godt lavet og falder fuldstændig i ét med de virkelige omgivelser. Man tror virkelig på, at de er levende.
Jeg har svært ved at regne ud, hvem målgruppen for filmen er. Jeg vil mene, at dens temaer om nostalgi og glæden ved barndommens dagdrømmeri vil gå hen over hovedet på mange mindre børn. Bevares; Peter Plys og de andre tøjdyr har en masse sjove scener, men de har det med at blive bifigurer i en større fortælling, hvilket selvfølgelig giver mening, taget filmens titel og præmis i betragtning. Men jeg kunne altså godt forestille mig, at man som barn ville blive skuffet. Som voksen derimod var jeg glimrende underholdt af filmens hjertevarme fortælling om familie og fantasi.
Kommentarer