Af Terese Holm Pedersen
Venskab er en spøjs og finurlig ting. Nogle venskaber kan strække sig gennem årtier, mens andre blot holder i få måneder. I nogle tilfælde skal der arbejdes hårdt på at få et venskab op at køre, mens andre kommer helt naturligt. Én ting er dog helt sikker – venskaber er særdeles vigtige for menneskers trivsel.
Venskab og manglen på samme er det store tema i den danske komedie Jagtsæson. I filmen gennemlever den fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) en benhård og udmattende wellness-weekend, da hun skal hjælpe sin bedste veninde Marlene (Lærke Winther) gennem en heftig midtvejskrise. Evas eksmands unge, sprudlende kæreste Isabella (Stephania Portalivo) har selvfølgelig charmeret sig ind på veninden og prøver igennem weekendens strabadser at overtage rollen som Marlenes bedste veninde.
Mille Dinesen er en sjov og ekspressiv skuespiller, der både brillerer i at være den jaloux ekskone, men samtidig også viser sårbarhed. I mødet med den rolige og jordnære fest-klovn Jan (Lars Ranthe) får filmen og hovedkarakteren mere dybde og fremviser ydermere, hvor altødelæggende veninde-jalousien er for Eva. Men på trods af godt skuespil bliver karakteren Eva ret så irriterende og selvynkende undervejs i filmens 92 minutter, ved eksempelvis at sige: ”Lige meget hvad jeg gør, så ender det i fiasko”. Man sidder som seer og hepper mindre og mindre på hende, da hun simpelthen har mere ondt af sig selv, end hvad der er sjovt.
Filmen fungerer bedst, når man kigger på de enkelte scener hver for sig. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når den febrilske Eva uden held prøver at smide en 10-årig nysgerrig dreng ud af lokalet under en smertefuld Brazilian waxing-session. Herudover gennemlever Eva en af de mest tårkrummende scenarier ved uheldigvis at flashe sine private dele foran alle kollegaerne.
Til stor skuffelse er det dog ikke lykkedes manuskriptforfatterne Lars Mering og Claudia Boderke at få det fulde potentiale ud af den ellers så lovende komedie. I forhold til de to manuskriptforfatteres tidligere sjove og originale Klassefesten-film, læner Jagtsæson sig kraftigt op af Paul Feighs Bridesmaids (2011). Det er nærmest umuligt ikke at sammenligne de to kvindelige komediefilm, når så mange af konflikterne og replikkerne nærmest er identiske med den amerikanske film.
Uheldigvis for Tilde Harkamp gør denne uundgåelige sammenligning intet godt for Eva, Marlene og Isabellas trekantsdrama, da manglen på morsomme øjeblikke bliver endnu tydeligere, og filmen føles derved for letkøbt i sin helhed.
Det er helt klart, at filmen er et forsøg på at lave en kvindelig version af de populære og succesfulde danske Klassefesten-film. Jagtsæson skyder dog sig selv i foden, ved at opgive originaliteten for at efterligne andre populære komedier. Resultatet er en selv-ynkende hovedkarakter og et forudsigeligt komedie-drama.
Kommentarer